Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Kan du mærke dit intellektuelle forfald?

Det digitale filter mellem os og det, vi læser, skriver og prøver at forstå, har store konsekvenser.

Foto: Scanpix

Til alle tider har mennesket haft til opgave at holde fast i sin egen oplevelse af virkeligheden. Og aldrig har det vel været så vigtigt som i dag, hvor udviklingen kan synes så magtfuld, at man nærmest dagligt kan føle sig antastet på sin dømmekraft.

Den digitale tidsalder rummer enorme kræfter, og vi befinder os i epoken, hvor mennesket meget bevidst må værne om sig selv. Ikke mindst ved at søge efter sammenhængen mellem krop, ord og erkendelse, for mens det næppe kan endegyldigt bevises, at denne er afgørende for et menneskes liv, kan det personligt erfares.

Således indser flere og flere, at det digitale filter mellem os og det, vi læser, skriver og prøver at forstå, har store konsekvenser. Strømmen af bøger om det nedbrydende ved det digitale herredømme er i de senere år taget kraftigt til, og en af de tidlige og stadig meget interessante udgivelser er Nicholas Carrs »The Shallows« fra 2010, der blandt andet udmærker sig ved forfatterens lidt bestyrtede beskrivelse af sit eget intellektuelle forfald.

Den amerikanske skribent oplevede, hvordan han gradvis blev dårligere til at læse i sammenhæng og koncentrere sig på dybere vis, idet han indså, at internettet og skærmens magt fik mere og mere indflydelse på hans hjerne. »The Shallows« er et vidnesbyrd, man ikke glemmer igen.

Kaotisk diskussion

Bogen understreger således, at det i denne tid er den enkeltes vidnesbyrd, der er brug for, da diskussionen om det digitale fremstår en smule kaotisk. Nogle forskere mener, at skrivning og læsning på en skærm er nyttigt, mens andre hævder, at det gavner et menneske at skrive i hånden og læse på papir.

Spørgsmålet er, om man på progressiv vis ser teknologiens nybrud som knyttet til fremskridt, eller om man frygter, at udviklingen kan løbe den menneskelige natur over ende. Dette udgør en af vor tids centrale eksistentielle selvransagelser, og jeg vil hævde, at vi glemmer, i hvor høj grad mennesket sanser verden gennem sin krop, hvilket kloge mennesker ellers har vidst meget længe.

Nicholas Carr beskriver i sin bog, hvordan filosoffen Friedrich Nietzsche i 1882 efter at have erhvervet sig en skrivemaskine opdagede, at hans sprog på grund af denne maskine gennem »en mystisk metafysisk mekanisme« blev anderledes hårdt og kraftfuldt.

Og Nietzsche konkluderede, at »vores skriveudstyr har påvirkning på udformningen af vores tanker.« Enhver, der skriver og læser meget, kan selv erfare det. Alle mine bøger er skrevet i hånden, fordi jeg har lært, at skrivetempo, sindstilstand og forholdet til mine egne bogstaver har betydning for indholdet af det, jeg skriver.

I det stille rum fri for maskiner og alene sammen med papiret mærker man, hvordan den kropslige forbindelse til ord og bogstaver baner vej til erkendelse. Nicholas Carr påpeger da også den omstændighed, som vi her cirka ti år senere i stigende grad må give ham ret i, når han skriver: »Muligheden af intellektuelt forfald er en følge af vore hjerners påvirkelighed.«

Med andre ord kan vi med vores evne til at opfinde nyt skabe vilkår, der nedbryder vores egen intellektuelle formåen, fordi vi ikke forstår, hvor skrøbelige vi selv er.

Farlige skridt

Denne tanke om det selvdestruktive ligger dybt indlejret i den mytologiske visdom, der for eksempel kommer til udtryk i Det Gamle Testamentes fortællinger om syndefaldet og Babelstårnet. Her tager mennesket nogle farlige skridt ved at spise af kundskabens træ og bygge et tårn, der skal nå helt op til himlen, og bringes på for stor afstand af sin egen begrænsning.

Hver gang må Gud gribe ind og beskytte mennesket mod dets eget hovmod, og vor tids forhold til de digitale kræfter, internettet og skærmens fascination rummer træk i den retning. Forleden kunne man for eksempel her i avisen læse, at der er tegn på, at intelligensen samlet set i Europa er for nedadgående, og mens ingen kender den entydige forklaring på det, kan man ikke undgå at få den tanke, at også Nicholas Carrs oplevelse af intellektuelt forfald i en digital verden måske har noget med det at gøre.

Mennesket fødes i dag ind i en højst problematisk virkelighed, hvor man rundt omkring i landet sorgløst forsyner børnehavebørn med iPads, og hvor en skoleelev forleden i et læserbrev beder de voksne om at hjælpe børnene til at styre forholdet til mobiltelefonen.

Den store opgave for ethvert menneske uanset alder er i denne epoke at begrænse sit rum, generobre den fysiske sansning og erkende, at selvstændig fordybelse er noget, man skal kæmpe for.

Og er man i tvivl om, hvor vigtigt det er, kan man spørge sig selv om, hvorvidt man selv i de senere år er blevet bedre eller ringere til at læse bøger, udholde stilhed og mærke glæden ved at skrive sine egne bogstaver. Kan man mærke sit eget intellektuelle forfald?

Enhver skal give sit vidnesbyrd til kende, for den digitale tidsånd er bærer af et menneskeligt hovmod og dermed et slags moderne syndefald. Om det er Gud, der har grebet ind, skal være usagt, men en slags konsekvens begynder at vise sig.