Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sørine Gotfredsen: Vi står i det skæbnesvangre vadested

På den ene side har vi gennem årtiers vestlig ideologi lært, at man bør anerkende individets ret til at slå sig ned i vore samfund og videreføre egne normer. Og på den anden side erfarer vi, hvordan frustrationerne breder sig, fordi konsekvensen kan være, at det bliver sværere at genkende sit eget land.

Tegning: Rasmus Meisler Fold sammen
Læs mere

Mange kan sikkert huske, hvordan visse dristige mennesker i løbet af 1980erne begyndte at tale om, at der kunne komme en dag, hvor danskerne ville få sværere ved at genkende deres eget land. Og at de måske visse steder ligefrem ville komme til at føle sig som fremmede i det. Årsagen var jo, at nogen dengang takket være historisk og religiøs viden kunne forudse det problematiske ved en vedvarende indvandring fra specielt den muslimske verden, hvor der findes en mentalitet, der kan ligge meget fjernt fra den danske. Kritikken faldt massivt ned over de islamskeptiske stemmer, der i visse kredse blev opfattet som racistiske og dybt forkastelige, idet de talte ind i en virkelighed, hvor mange dyrkede tanken om en mere global verdensorden, hvor både kulturforskelle og landegrænser ved god vilje kunne overskrides. Og hvor den dybere forankring i et land og et sprog ikke på samme måde som hidtil skulle definere et menneske.

Vi er nu nået et pænt stykke ind i det 21. århundrede, antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør her i landet i dag cirka en halv million mennesker, og statsministeren taler om det samme som de islamkritiske stemmer for 40 år siden.

Med henvisning til den store indvandring og de konflikter, den medfører, understregede Lars Løkke Rasmussen forleden på Venstres landsmøde, hvor vigtigt det er at kunne genkende sit eget land, og de fleste politikere ser det efterhånden som en selvfølge, at vi skal værne om det danske. Men samtidig er der klare tegn på, at vi har svært ved at gøre det, og en dobbelthed kendetegner vor tid. Man kan iagttage både bekymring, besindelse og apati.

»Som så mange andre troede Bush, at alle drømte om at blive som os i Vesten, og 11 år senere bragede to fly ind i World Trade Center.«


Tidligere blev der ført mange diskussioner om forskellen mellem islam og kristendom. En del fandt det afgørende at klargøre, hvordan lovreligionen med sine regulerende og meget synlige påbud adskiller sig fra kristendommen, hvor loven – buddet om at elske næsten – er blevet flyttet ind i den enkeltes hjerte. Hvormed der skabes så rige muligheder for at skabe sekulære samfund. Nok tales der fortsat om fænomener som håndtryk og burka, men den mere overordnede diskussion om tildækning – altså, den synlige demonstration af at tilhøre en anden kultur – er stilnet af.

Den tørklædeklædte kvinde er stille og roligt i færd med at blive til en slags norm i Danmark, og mens man i Østrig taler om at gøre det ulovligt for piger under ti år at være iført tørklæde i skolen, problematiseres det ikke på samme måde herhjemme. Blandt andet derfor minder jeg i min seneste bog, Tolv tiltaler, om nødvendigheden af fortsat at diskutere tørklædet, da sagen i sidste ende også handler om at ære betydningen af en kulturs dybe rødder og pligten til at tilpasse sig der, hvor man bor. Den voksende mængde af tørklæder i landet udgør et symbol på vor tids vadested. På den ene side har vi gennem årtiers vestlig ideologi lært, at man bør anerkende individets ret til at slå sig ned i vore samfund og videreføre egne normer. Og på den anden side erfarer vi, hvordan frustrationerne breder sig, fordi konsekvensen kan være, at det bliver sværere at genkende sit eget land.

Global vision

Derfor føles vor tid så skæbnesvanger. Den er formet af den globale vision, der blev særligt levedygtig efter Murens fald efterfulgt af de følelsesfulde drømme, der fik præsident Georg Bush den ældre til i 1990 at beskrive fremtiden, som det citeres i Kasper Støvrings glimrende essay, Gensyn med fremtiden: »En ny æra – endnu mere fri fra truslen om terror, endnu stærkere i udøvelsen af retfærdighed og endnu sikrere i stræben efter fred. En æra, hvor verdens nationer, øst og vest, nord og syd, kan trives sammen og leve i harmoni. Et hundrede generationer har søgt efter denne vanskelige vej til fred, mens tusind krige rasede over disse anstrengelser, og i dag kæmper denne nye verden for at blive født. En verden helt anderledes end den, vi hidtil har kendt.«

Som så mange andre troede Bush, at alle drømte om at blive som os i Vesten, og 11 år senere bragede to fly ind i World Trade Center. Drømmen om en »verden helt anderledes end den, vi hidtil har kendt« har det med at møde en barsk opvågnen, og vi står nu midt i den. Nu skal det vise sig, om vi efter epoken med de globale visioner og en lidt ironisk eller blandt visse ligefrem aggressiv afstandstagen over for dansk historie og kultur for alvor vil formå at værne om det genkendelige.

Vi ved det endnu ikke, men når en statsminister i 2018 understreger, hvor vigtigt det er at kunne genkende sit eget land, afsløres det, at voldsomt meget er sket siden 1990. Dengang havde kun de færreste og modigste forstået konsekvensen af at ville opløse grænser og nedgøre værdien af folkelig identitet, men siden har vi lært en hel del om mennesket. Vi har lært, at mennesket ofte, når det kommer til stykket, føler sig mere nationalt end globalt sindet, og vi har lært, at det kan opleve stor utryghed som en lille brik i de store vidtløftige drømme. Denne er tiden, hvor det vil vise sig, om vi formår til fulde at forstå og indrette os ifølge den erkendelse.