Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I Tyrkiet lever man for døden

I Danmark forekommer døden mig at være et underligt afbræk ift. til det almindelige liv. I landsbyen i Tyrkiet er den altid til stede.

»Det er som om, vi aldrig skal dø. Hvis nogen f.eks. løfter pegefingeren og siger, at man skal holde op med at ryge, er det som om, at man nærmest får evigt liv, hvis man giver afkald på denne last. I en tid hvor mange har opgivet troen på Gud, har vi i stedet for gjort vor egen sundhed og vor egen krop til gud,« skriver Halime Oguz. Fold sammen
Læs mere
Foto: ADEM ALTAN

Ferie er ensbetydende med afsondring. Man kommer væk fra dagligdagens trummerum og kommer et sted hen, hvor der hersker et helt andet pulsslag. Det giver mange gange anledning til at tænke over livet på  en anden måde end sædvanligt.

Jeg befinder mig i en landsby i Konya i Tyrkiet ved navn Omaro. Her går tingene deres egen gang, og der er ikke den hektik, der præger mit liv i København. Det mest dramatiske, der sker, er, at der bliver indkaldt til bøn fem gange i døgnet, men det sker til gengæld også som en kollektiv foreteelse, der omfatter ALLE i landsbyen.Yderligere læser imamen en bøn op for de afdøde hver torsdag aften og det samme om fredagen før indkaldelse til fredagsbønnen, hvor alle mænd går i moskeen og beder den nærmest obligatoriske fredagsbøn.

Det får mig til at tænke på, at der her uanset den øvrige stilstand er nogle mennesker, der har et åndsliv. I mit liv i København drejer det sig om »at være oppe på beatet«, som det hedder, og der er en masse tilbud til at distrahere ens sanser, så man slet ikke kommer til at tænke over nogle fundamentale vilkår. I landsbyen er der en forestilling om en anden verden, og den forbereder man sig på hver eneste dag.

Halime Oguz Fold sammen
Læs mere

Hvad jeg taler om, er døden som en del af livet. Den bliver altid særligt nærværende for mig, når jeg er i landsbyen. I mit liv i København er den ikke et emne, der dukker op på daglig basis, og når nogen dør, er der altid en forklaring på det såsom: »Jamen, han havde også et dårligt hjerte!« Det er, som om døden i sig selv ikke er et faktum. I landsbyen bliver man sådan set mindet om den dagligt.

At døden er nærværende her, kommer også til udtryk i de foranstaltninger, der bliver truffet, når nogen dør. Dødsfaldet bliver annonceret gennem højtaleren fra moskeen, hvilket indledes med en bøn med ønsket om en velsignelse af den afdøde. Folk strømmer til fra nær og fjern for at kondolere og græde med og trøste familien, og familie, venner og bekendte giver et økonomisk bidrag, så der er fuld betjening med kaffe, te og mad. Den afdøde bliver konstant mindet og hyldet, og der bliver grædt og sunget lidelsessange og ytret helteord om den afdøde. Det minder mig meget om de græske tragedier, hvor man har man en korsanger, der synger i vers, og når denne holder en pause, hulker de andre.

Jeg siger ikke, at der ikke tilnærmelsesvis findes tilsvarende begravelsesritualer i Danmark, når døden endelig indtræffer, men jeg siger, at døden i Danmark forekommer mig at være et underligt afbræk ift. til det almindelige liv, hvor vi farer derudad med 100 km/t. Det er som om, vi aldrig skal dø. Hvis nogen f.eks. løfter pegefingeren og siger, at man skal holde op med at ryge, er det som om, at man nærmest får evigt liv, hvis man giver afkald på denne last. I en tid, hvor mange har opgivet troen på Gud, har vi i stedet for gjort vor egen sundhed og vor egen krop til gud.

I landsbyen er døden anderledes indarbejdet. Den kommer ind i alle menneskers stuer, og der tales ofte om den. Men det betyder så også, at det præger folks måde at tænke på, og der er ikke den samme udadvendte foretagsomhed, som der er i  Danmark. For man har hele tiden døden pustende i nakken og en tro på, at alting er forudbestemt.

Det pacificerer også folk, og jeg vil mene, at det, sammenlignet med Danmark, er en af de vigtigste barrierer for udvikling i de muslimske lande. Det er m.a.o. en statisk kultur over for en dynamisk kultur, og dér vil jeg mene, at den førnævnte dynamiske kultur har været med til at gøre Danmark og det øvrige Vesten til den rigeste del af verden, hvor vi har opbygget nogle helt enestående samfund med nogle lige så enestående frihedsidealer.