På mit kontor sad endnu en udmattet, kræftsyg kvinde. Lad os kalde hende Ingeborg. Restlevetiden må anses for kort, havde hun læst et sted. Smerterne var der styr på, og indsatsen fra hospital, kommune og egen læge var i hendes forløb tilsyneladende velkoordineret. Godt! For mig var det another day at the office, for hende noget særligt med afmagt og sårbarhed som anledning at søge psykologens kontor.
Ingeborg talte lavt, og hun drak langsommeligt af sin kaffe. Hun græd lidt, smilede lidt. »Hvem har du omkring dig i din hverdag?« spurgte jeg. Hun så op, og hendes stemme lød irriteret: »Der er mange søde mennesker. Absolut. Men mange vil hele tiden tale om døden, særligt min. Om hospice. Om familiens sorg. Om elendighed og medicin. Jeg magter det ikke. Bare fordi man kan tale om død, behøver man vel ikke.«
