Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvorfor er der ingen, der siger noget, når borgerlige unge bliver chikaneret?

Episoden i Ringsted, hvor Nye Borgerlige Ungdoms repræsentant blev chikaneret, viser os, hvad der sker med demokratiet, når det islamiske parallelsamfund vokser.

Når danske unge bliver overfaldet, røvet og intimideret af indvandrergrupper, er der tavshed fra mediernes side. Men når en fuld dansk mand på en havn siger noget strengt til en muslimsk kvinde, rydder man alle fladerne, mener Eva Selsing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der har netop været afholdt skolevalg. En fortrinlig tradition, der indfører danske unge i demokratiets vigtigste funktion: Valget af de politikere, der skal varetage vores samfund.

Til en skolevalgsdebat på Ringsted Kongrescenter i fredags skete der imidlertid noget foruroligende.

Repræsentanten for Nye Borgerliges Ungdom, Malte Larsen, blev ifølge eget udsagn chikaneret og fysisk antastet af en gruppe indvandrerdrenge. Inden debatten havde de omringet NBUs bod, råbt grove ukvemsord efter Malte Larsen, herunder anklaget ham for at hade islam, ødelagt hans flyers og opført sig fysisk intimiderende ved blandt andet at kaste ting fra andre boder efter ham. Under selve debatten fortsatte intimideringen med højlydte buh-råb.

De voksne, som havde ansvaret for afviklingen af arrangementet, gjorde intet andet end at stille en enkelt SSP-medarbejder kortvarigt ved Malte Larsens bod. Da vedkommende hurtigt gik igen, fortsatte chikanen, ligesom ingen intervenerede under selve debatten, da der blev råbt ad NBUs repræsentant.

Ringsteds Venstre-borgmester, Henrik Hvidesten, var til stede under debatten og hørte, må man formode, de intimiderende buh-råb. Hans absurde reaktion var, har Malte Larsen efterfølgende fortalt mig, at gratulere de unge skolevalgspolitikere med at kunne debattere trods uenighed. Om det skyldes ligegyldighed eller frygt for det islamiske parallelsamfund vides ikke.

Det er mere end sigende, at de borgerlige unge tilsyneladende er overladt til sig selv i mødet med parallelsamfundets aggressive tropper.

De voksne ved arrangementet var fraværende. Men det var medierne også. I skrivende stund, mandag morgen, har dækningen været mere end beskeden. Et lille morgenindslag i radioen samt et kort referat af Malte Larsens opslag i noget lokalavis. Et par mikronichemedier vil vist også nævne det. Altså omtrent ingenting.

Lad os lave et tankeeksperiment til illustration af problemet. Forestil dig, at et medlem af det islamiske parallelsamfund var aktiv i ungdomspolitik, og at vedkommende blev udsat for det samme som Malte Larsen, men hvor angriberne var en gruppe af aggressive, danske unge. Hvad ville der ske?

Det ved alle og enhver: Det ville være i de landsdækkende medier, inden man kunne nå at sige ’fredens religion.’ Journalisterne ville indhente bekymrede udtalelser fra eksperter om, hvordan ’racismen’ blandt danske unge åbenlyst var i vækst, og at det ville være nødvendigt med lovindgreb, mere overvågning og censur af de sociale medier etc. Politikere – både røde og blå – ville lægge vrede selfies op og harmes over dette angreb på vores demokrati og de unges ret til fri, demokratisk dannelse. Måske ville politiet også blive involveret – vores kære politi har vist sig sjældent årvågent i de heldigvis få sager, der omhandler danskere, som siger ukvemsord til muslimer.

Intet af dette er sket efter chikanen mod Nye Borgerlige Ungdoms repræsentant. Og hvorfor ikke?

Ja, for mediernes vedkommende er den plausible forklaring, at det skyldes journalisternes eget, ideologiske ståsted. Hvorfor ellers denne åbenlyse forskelsbehandling? Det er tilsyneladende systemisk. Når danske unge ugentligt bliver overfaldet, røvet og intimideret af grupper af det, medierne kalder ’unge’, er der tavshed. Højst en lille artikel i en lokalavis. Men når en fuld dansk mand på en havn siger noget strengt til en muslimsk kvinde, rydder man alle flader. Når en dansk mand råber til Sikandar Siddique, at han skal ’rejse hjem’, sprøjtes der bekymrede artikler ud – og det når hele vejen op til statsministeren. Men når noget, der er usammenligneligt meget værre, sker – når medlemmer af det islamiske parallelsamfund begår vold mod danske unge – er der tavst. Tavst som døden.

Sagen er også en form for mikroudgave af, hvad der sker med et demokrati, når parallelsamfundet etablerer sig. Det stivner, i frygt. De svage voksne er et billede på de svage myndigheder og politikere. Aggressorerne har mere eller mindre frit lejde. Deres adfærd granskes og problematiseres ikke i medierne; forskerne fylder os med bortforklaringer og relativeringer; politikerne har valgt konventionerne over almindelige danskeres sikkerhed og fortsætter importen af parallelsamfundsmedlemmer; og vores retssystem vil helst ikke straffe selv meget farlige mennesker.

Resultatet er, at volden og intimideringen vokser, mens danskernes tryghed og tillid til systemet daler. Det kan et demokrati ikke holde til i længden. Episoden i Ringsted er emblematisk for alt dette. At den ikke får nogen opmærksomhed fra hverken medier eller politikere bør bekymre os alle.

Eva Selsing er filosof