Se videoen: Mand overfuser familie – 'Han var ligeglad med, hvor bange børnene var'

 
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Seksårige Iyad står med bævende læber og tårer i øjnene ved siden af sin lillebror. Det skulle have været en hyggelig tur ved havnen for familien.

»Fucking perkere, mand. Fuck nu hjem til jeres eget land,« råber en fremmed mand til dem.

Han er utilfreds med, at børnene leger ved havnen i Kastrup, og har rejst sig op og står helt op i ansigtet på Kodes Hamdi, hendes mand og to børn.

Familien har været ved vandet i fem minutter på det tidspunkt. Hun kender denne type sammenstød og tager sin mobiltelefon op og filmer episoden.

Den fremmede mand sad på en bænk på havnen og var angiveligt utilfreds med, at Kodes Hamdis børn larmede, når de legede ved vandkanten. Han råbte derfor, at de skulle »holde deres kæft«. Fold sammen
Læs mere

Kodes har samtidig også øjne på sine to små børn, som reagerer på den meget ubehagelige konfrontation, der ender med, at politiet ankommer.

»Deres øjne blev helt blanke. Det har jeg ikke set hos dem før,« fortæller hun til B.T.

Episoden ved Kastrup Havn fandt sted lørdag eftermiddag, hvor familien fra Holbæk gik en tur efter at have besøgt shoppingcenteret Field's.

I det øjeblik, hvor den fremmede mand råber efter børnene, ved Kodes Hamdi, at hun kan gøre to ting. Ignorere ham og tage hjem. Eller sige fra.

Mahran Hamdi stillede sig foran den vrede mand for at skærme sine to børn og kone på havnen i Kastrup forrige weekend. Videoen af episoden har siden ført til stor politisk opmærksomhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Hun valgte den lørdag at gøre det sidste. Blandt andet for sine børns skyld, som hun også sørgede for at passe på undervejs.

»Hvis mine børn gang på gang bare får den slags at vide, uden der bliver sagt fra, så vil de ikke føle sig som en del af det her samfund.«

Kodes Hamdi og hendes mand, Mahran Hamdi, er begge fra Tunesien, men har gjort alt for, at Danmark er det, som børnene kalder hjem.

»Mine børn ved ikke, at vi er anderledes. Men sådan en episode kan få dem til at føle det,« forklarer hun. »Mine børn blev for første gang kaldt for en farve.«

Seksårige Iyad og treårige Malek så på, mens deres forældre diskuterede med den fremmede mand på havnen. Fold sammen
Læs mere

Den store mand på havnen er på det tidspunkt gået helt op i ansigtet på Mahran Hamdi, som stiller sig beskyttende foran sin familie.

»I er gæster i landet. Det er ikke dit land, det her … Prøv at kigge på jeres hudfarve. I er gule. I hører ikke til her.«

Han knytter sin højre hånd langs siden af kroppen.

»I skal bare holde jeres fucking kæft,« råber manden til dem. Han bliver mere og mere arrig over, at familien svarer ham igen.

Mahran Hamdi forsøgte under konfrontationen af trøste sine to børn. Kort efter kom to mænd, der var på deres både i havnen, til for at hjælpe med at aflede børnenes opmærksomhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

»Hvad har vi gjort,« svarer Koda Hamdi, mens hun filmer.

I den 2 minutter og 19 sekunder lange video diskuterer de to forældre med den fremmede mand, som overfuser dem med en lang række budskaber, som Kodes har hørt før.

Hun forsøger at gøre manden opmærksom på, at de står med to små børn. Men det stopper ham ikke.

»Jeg vil da skide på, hvor gamle de er,« svarer han Kodes Hamdi.

Kodes Hamdi filmede episoden ved havnen lørdag eftermiddag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Hun fortæller, at to mænd på hver sit skib i havnen hurtigt kom til for at hjælpe med at afskærme børnene fra konfrontationen, som tydeligt gjorde indtryk på dem.

»Han var ligeglad med, hvor bange børnene var,« siger Kodes Hamdi.

En af dem inviterer de to små drenge ombord på sin båd, hvor han sidder med sin egen søn, og tilbyder dem sodavand og chips. På det tidspunkt har Kodes Hamdi også ringet til politiet, som hurtigt ankommer til havnen i to patruljer. Deres professionalisme roser Kodes Hamdi også. Samme aften hjemme i Holbæk er det tydeligt for Kodes, at begge børn er mærket af episoden. Seksårige Iyad og treårige Malek tør ikke være alene.

»Jeg skulle holde dem i hånden. De kunne ikke sove. Ingen ved, hvor voldsomt det er, før man står i det.«

Kodes Hamdi nåede at tage ét foto af sin familie ved havnen i Kastrup, inden den fremmede mand råbte ad dem. Han var angiveligt utilfreds med, at børnene gik og legede og i hans optik larmede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Dagen efter, pinsesøndag, er Kodes Hamdi i tvivl om, hvorvidt hun skal dele sin oplevelse og sin video med nogen. Hendes mand, Malek Hamdi, siger, at de jo har anmeldt ham til politiet og ikke skal gøre mere ud af det. Men Kodes vil gerne fortælle sit netværk om det. Vise andre i samme båd, at de ikke er alene med den type oplevelser. Søndag formiddag deler hun derfor videoen på sin Facebook-profil i troen på, at det kun er venner og kollegaer, som vil se den.

I skrivende stund er familiens ubehagelige oplevelse dog blevet delt af 3.400 mennesker og set af 136.000 personer.

Blandt dem, som har reageret på historien, er blandt andre politiker Rasmus Stoklund (S), Sofie Linde, Anders Breinholt, Pernille Skipper (EL) og mange flere.

I hjemmet i Holbæk har reaktionerne og den enorme opmærksomhed været overvældende for familien Hamdi.

»Vi er blevet væltet med søde beskeder. Vi har vist vores ældste søn, hvordan tusinder af mennesker mener det modsatte af manden på havnen,« siger Kodes.

»Vi har vendt det til noget positivt. Vi viser, hvor mange som støtter og hjælper hinanden.«

B.T. har talt med Københavns Politi, som hverken kan be- eller afkræfte, at de har været ude ved episoden i Kastrup på nuværende tidspunkt.