Folketingsmedlem overfuset med sine forældre foran Christiansborg: »Har du snart tænkt dig at rejse hjem?«

På dagen for Folketingets åbning blev folketingsmedlemmet Sikandar Siddique overfuset, mens han var på vej væk fra Christiansborg med sine forældre. »De var bange og i chok,« siger Siddique. Manden bag de grove tilråb mener, at det er en fin måde at tale på.

 
Video: Sikandar Siddique og hans forældre bliver bedt om at "tage hjem" foran Christiansborg. Redigering: August Bang. Video: Sikandar Siddique Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skulle være en festdag for Sikandar Siddique, men blev det ikke.

I anledning af Folketingets åbning havde folketingsmedlemmet inviteret sine gamle forældre med til at overvære den traditionsrige begivenhed første tirsdag i oktober.

På vej væk fra Christiansborg blev Sikandar Siddique, gående sammen med sine forældre, faren støttende sig til en rollator, mødt af en række tilråb fra en mand iført en T-shirt med teksten »Fuck Islam« lige uden for hovedindgangen.

»Sikandar har du snart tænkt dig at rejse hjem,« spørger manden på en video, som Sikandar Siddique har delt på Twitter og fortsætter:

»Har du snart tænkt dig at rejse hjem, så kan du tage dine forældre med, eller hvad det er?«

Manden bag udgydelserne hedder Toke Lorenzen, med egne ord formand og stifter af Danske Patrioter, som han kalder for et »nystartet parti«.

I videoen fremgår det, at Sikandar Siddique beder Toke Lorenzen om at stoppe.

»Jeg ønsker, I skal lade mig være i fred, mens jeg går sammen med min mor og far,« lyder det fra folketingsmedlemmet, og det lyder fra en ukendt person, at ønsket respekteres.

Alligevel fortsætter Toke Lorenzen.

»Altså, Sikandar, din arabiske kultur, den hører ikke til i Danmark. Så du har en eller anden idé om, hvornår vi skal tale til dig, det går ikke. Vi taler til dig, når vi har muligheden for det, du er af en eller anden årsag blevet folkevalgt politiker,« siger Toke Lorenzen.

»Jeg synes, du skulle tage at pakke dit lort og skride hjem. Og tage og pakke din familie med, for de er ikke velkommen her. De har ikke fået nogen invitation, vel.«

Herunder kan du set et uddrag af videoen, som kan ses i sin fulde længde i toppen af denne artikel.

På videoen siger Sikandar Siddique noget, der ikke kan høres, og så replicerer Toke Lorenzen med en slet skjult kommentar til Sikandar Siddiques navn.

»Hvad sagde du Sikandu, dinkdu? Hva?«

Efterfølgende kan man i den fulde video, som Sikandar Siddique har sendt til Berlingske, se, at Toke Lorenzen følger efter Sikandar Siddique og hans forældre ud på Christiansborgs Slotsplads og fortsætter med at råbe ad ham.

Sikandar Siddique går om på den anden side af nogle politibetjente, der er til stede på slotspladsen til en demonstration, hvorefter Toke Lorenzen beder politiet lægge Sikandar Siddique i håndjern »og køre ham til grænsen og skubbe ham ud over«.

»Ubehagelig drejning«

Det var en rystende oplevelse, forklarer Sikandar Siddique til Berlingske.

Særligt er det voldsomt, at hans forældre skulle indblandes, lyder det.

»Jeg er selvfølgelig utrolig, utrolig ked af det i dag. Jeg er vant til at blive overfuset. Men tanken om, at mine forældre skal opleve det her på grund af mig, kan jeg simpelthen ikke bære,« siger Sikandar Siddique, der betegner udfaldene som racisme:

»Min far er 82 år gammel og går med rollator, og begge mine forældre var i chok. De var mødt op for at fejre deres søn og demokratiet. De var stolte over at sidde i samme lokale som Dronningen og statsministeren,« forklarer Sikandar Siddique og konstaterer:

»Festdagen tog en voldsomt ubehagelig drejning.«

Berlingske talte efterfølgende med Toke Lorenzen, der stod bag tilråbene.

Han mener ikke, at der er tale om racistiske udfald.

»Jeg synes ikke, det er racisme at bede folk om at rejse hjem, hvor de kommer fra. For hverken Sikandar Siddique eller hans forældre er blevet inviteret til Danmark, og i Danske Patrioter mener vi, at de skal ud. At de så føler, at det er racistisk, nå, men, det må stå for deres egen regning,« siger Toke Lorenzen

Hvorfor retter du din kritik mod Sikandars forældre, hvor de er inde på en festdag og se deres søn på arbejde?

»Jeg retter den ikke så meget mod dem, jeg retter den mod Sikandar Siddique.«

Men han kommer gående med sine forældre, og det er alligevel dem, du også adresserer meget kritisk, hvorfor holder du dig ikke til ham?

»Nu kan jeg ikke lige huske, at jeg forholdt mig kritisk til hans forældre. Kan du nævne, hvad jeg sagde?«

Berlingske afspiller videoen for ham.

Er det en ordentlig måde at tale på?

»Ja, det synes jeg sagtens, man kan vælge at gøre. For i det mindste taler vi kun til folk, men når vi (Danske Patrioter, red.) er ude, får vi frastjålet vores ting, bliver slået ned, eller der sker alle mulige andre ting.«

Men hvorfor bruger du så hård en tone? Det er da ikke en ordentlig måde at tale til en folkevalgt og hans forældre, der kommer gående her?

»Jo, det synes jeg. Når vi er ude med danske patrioter, bliver vi udsat for langt grovere ting.«

Det berettiger da ikke til et verbalt overfald på den måde?

»Jeg udsætter heller ikke Sikandar Siddique for noget særligt. Selvfølgelig udsætter jeg ham for en henvendelse, men det må du finde dig i, når du er folkevalgt politiker, og du er inde på Folketingets åbningsdag. Så må du forvente, at folk retter henvendelse til dig,« siger Toke Lorenzen.

Det er ikke første gang, at Sikandar Siddique har oplevet tilråb.

Folketingsmedlemmet forklarer, at han efter genåbningen, efter der i stigende grad er kommet liv i gaderne igen, oftere oplever tilråb.

»Jeg føler mig ikke sikker, og jeg har tit tænkt på, at det forhåbentlig ikke sker for min familie i dag. I dag blev mit værste mareridt så til virkelighed,« siger Sikandar Siddique.