Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
I Berlingske 6. juli sammenligner specialskoleleder Ingvald A Kamarinum Godhavnsdrengenes situation med vore dages inklusionsbørns situation.
Samfundets svigt.
I samme avis udtrykker Uddannelsministeren utilfredshed med det faldende antal ansøgere til pædagog- og læreruddannelserne.
Kunne man tænke, at der er en sammenhæng?
Vi har alle hørt om børn, der ikke vil i skole. Det gælder såvel for børn med som uden specielle behov. Dage med kaos og konflikter og ringe mulighed for at lære noget. Er der monstro også nogle lærere, der ikke vil i skole?
En erfaren lærer fortalte mig med et suk, at situationen kunne se meget bedre ud for os alle, hvis børn med specielle behov fik de første skoleår i specialskole- eller klasse og først på femte klassetrin eventuelt kom i et almindeligt undervisningsforløb.
Mange af de børn, der kaldes udadreagerende, kan ved tidlig indsats komme ud af deres fastlåste situation, hvis de lærer at tackle deres problemer og får succesoplevelser. Man kan frygte, at problemelever ender som voksne med problemer. Det kan kun koste den enkelte og samfundet dyrt.
Hvem har nogensinde bildt sig ind, at inklusion, som den er i dag, kunne være en optimal, god løsning for skoler eller for børn og voksne?
Hermed en opfordring til den nye uddannelsesminister, der mangler pædagoger og lærere. Ministeren kunne få en successtart ved at ændre hverdagen for mange.
Dorte Grinsted Curtz, Gentofte
Venskab eller nepotisme
Det er da godt, at Folketingets jurister har sagt god for Martin Rossens nye position og har slået fast, at Mette Frederiksen er ansvarlig for, hvad han måtte gøre.
Men nu er spørgsmålet, om man kan give en sådan position til sin »nære ven«, som Mette Frederiksen kaldte Martin Rossen på valgnatten, eller om det kommer ind under rubrikken »nepotisme«?
Suzanne Ekelund, Rødovre
Antirygningens krænkelseskultur
Rygeforbud er begyndt at krybe udendørs. Ingen bør være overrasket. Det er i grunden antirygningens mål at forbyde rygning og tobak helt. Det skal opnås med salamitaktik. Et forbud ad gangen.
Udendørs kan man ikke længere bruge passiv rygning-tricket. Et nyt trick skal bruges. Synlig rygning kaldes det. »Børnene« spiller en afgørende rolle i dette trick. Scriptet er, at børn vil begynde at ryge, hvis de ser nogen ryge. Det er, hvad man kan kalde en ekstrem krænkelseskultur. Hermed er vi nået til det punkt, hvor blot det at se nogen ryge kan gøres til noget »kræftfremkaldende«. Således gentages H.C. Andersens historie om, at en fjer bliver til fem høns.
Søren Højbjerg, Farum
Roskilde-billetten er inkl. oprydning
Tak til Elin Kragesand for i Berlingske den 13. juli at bringe lidt nuancer og perspektiv ind i debatten om det efterladte affald på Roskilde Festival efter en uge, hvor mange har råbt »Ryd op!« ad festivaldeltagerne.
Det vigtige er vel, at der bliver ryddet op. Det er længe siden, Danmark holdt op med at være et gør-det-selv-samfund af løsrevne individer. Vi går ikke ud på møddingen med affald eller tager opvasken, når vi er på restaurant. Vi lever i et højt civiliseret samfund, hvor vi aftaler at løse opgaver for hinanden (mod betaling, bevares), og det er meget funktionelt.
Roskilde Festival påtager sig at rydde op efter deltagerne, hvilket disse betaler for med deres adgangsbillet. Helt som i resten af samfundet. Det var fuldstændig malplaceret at høre journalister spørge festivaldeltagerne, om de også efterlader deres affald i naturen, for Roskilde Festival er ikke naturen. Det var naturligvis forstemmende at høre nogle af festivaldeltagerne svare ja, for vi har ikke aftalt, at nogen rydder op efter andre i naturen, så her er noget at debattere.
Klaus B. Møller, Vanløse
Cykelterror
Som bekendt er den højest tilladte hastighed på langt den største del af Strandvejen 50 km/t, men i praksis overstiger den ikke 35-40 km/t, når man bliver tvunget til at køre bag et større hold cyklister, som kører to-tre ved siden af hinanden, og som ikke på nogen måde ønsker at give plads til de bagved kørende bilister.
Det uanset at der langs ruten er en dejlig bred cykelsti. Undertegnede har haft den fornøjelse at køre 12-15 km bag et sådant hold cykelentusiaster uden en reel mulighed for at overhale uden en væsentlig overskridelse af hastighedsgrænsen. Der er som bekendt betydelig fokus på bilisternes adfærd i trafikken, og det er helt OK, men det ville være ønskeligt, hvis motionscyklisternes arrogante adfærd blev underkastet samme opmærksomhed!
Hans J. Blokmann, Kongens Lyngby
