Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad ville Miss Piggy mon sige om den grisefarvede danske debat?

Det er helt misforstået at opfatte grisefarvet som et skældsord. Som om det kloge og velsmagende dyr ikke for længst har indtaget en central rolle i populærkulturen og givetvis også kommer til at gøre det endnu mere fremover.

Hvad mon Miss Piggy – en af de allerstørste og mest temperamentsfulde feministiske kulturikoner – ville sige til at blive identificeret med den danske velfærdsstat? Arkivfoto: Thomas Peter/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg er ikke et svin. Det var jeg pæne menneske knap nok som teenager. Men i modsat fald ville jeg så sandelig både grynte arrigt, vise hjørnetænder og kradse ildevarslende i jorden over den overophedede debat, der netop har udspillet sig i forbindelse med en DR-reporters angivelig ringeagtende brug af ordet »grisefarvet« om tidligere tiders danskere.

Jakob Levinsen Fold sammen
Læs mere

Umiddelbart melder der sig navnlig associationer til en bestemt episode i en Asterix-tegneserie – det er i Obelix & Co fra 1976 – hvor de gæve gallere under deres traditionsrige vildsvinejagt geråder i rasende indbyrdes bunkeslagsmål. Til sidst er de for udmattede til at foretage sig noget som helst, og den overlevende gris sidder tilbage som ét stort spørgsmålstegn.

For det første er »grisefarvet« jo et nærmest intetsigende vidt begreb. Grise er netop ikke kun hvide eller lyserøde, sådan som flertallet af danskere indtil for få generationer siden mere eller mindre var det.

Grise kan derimod være både brogede, brunlige eller sorte og tilhøre alle mulige forskellige racer, være store landbrugsdyr eller små nuttede kælegrise (endog filmstjernen George Clooney havde på et tidspunkt også sådan én). Stik modsat min egen studenterårgang for 40 år siden til sommer, hvor det absolut mørkeste indslag var et enligt – hed det dengang – gæstearbejderbarn fra det daværende Jugoslavien.

Farverig forbillede for mangfoldighed

For det andet gør allerede grisenes yderside dem da nærmest til et forbillede på den mangfoldighed og farverigdom, som vel de færreste københavnske kulturfestivaler og deslige kan leve op til. Og selv om enkelte verdensreligioner beviseligt nærer principiel modvilje mod grisen, har det på ingen måde afholdt det kloge og velsmagende dyr fra at blive hyldet i mange andre forbindelser.

Peter Plys’ bedste ven er ikke for ingenting Grislingen, ligesom der nok er en grund til, at den australske instruktør George Millers enorme filmsucces fra 1995 ikke hedder »Babe – den kække veganer«. I disse ulvetider er det også værd at henlede opmærksomheden på Disneys tegnefilmklassiker, som nærmest er en slags dannelsesfortælling om de tre små grises respektive måder at overvinde den Store Stygge (men ikke særlig kvikke) Ulv på.

Ligesom mennesker er nogle grise nu engang klogere end andre. Det fører os til en af 1900-tallets helt store litterære fabler, nemlig George Orwells Kammerat Napoleon fra 1945.

»Nutidens danske hiphoppere giver selvsagt hinanden fem svin og ikke fem plantepølser.«


I sin satiriske roman om dyrenes magtovertagelse – modelleret på sovjetkommunismen, men lærerig også i mange andre forbindelser – lader Orwell med god grund grisene være de absolut mest initiativrige, snu og brutale blandt bondegårdens dyr. Med tiden viser de sig endda tillige at være det, man i vore dage ville kalde omstillingsparate, og lærer sig at gå på to ben for bedre at kunne bedrive forretning med deres menneskelige naboer.

Nutidens danske hiphoppere giver selvsagt hinanden fem svin og ikke fem plantepølser. Man taler om svineheld, mens omvendt den nedladende brug af ord som griseri (eller komikeren Jørgen Rygs gamle revy-kampråb »Nul grisebasse!«) mest af alt ligner projektion af tvivlsomme menneskelige egenskaber over på vores firbenede venner.

Endog gennemført negative begreber som den indre svinehund eller svinestreger eller »dit dumme svin« gemmer der sig en eller anden form for modvillig respekt i, og dele af venstrefløjens glæde ved at fremhæve navnlig DF-politikeres griselignende træk udspringer vel primært af selvforskyldt magtesløshed. Til gengæld taler man aldrig henført om andre dyr med krølle på halen.

Hvad ville Miss Piggy sige?

Og hvis nogen skulle være i tvivl, har et af det sidste halve århundredes allerstørste og mest temperamentsfulde feministiske kulturikoner da så sandelig også trynen på rette sted. Man tør knap nok forestille sig Miss Piggys reaktion på i det famøse DR-indslag indirekte at blive identificeret med den danske velfærdsstat.

Det bliver nok heller ikke ovre i supermagten Kina, man kommer til at se den helt store diskussion for og imod flæskesvær på kantinemenuer og hvad vi ellers her i puslingelandet går og smughygger os med. Tværtimod fejrer kineserne lige straks nytår – det er 5. februar – og netop i år vil det i den kinesiske kalender ikke blot sige overgangen fra år 4716 til år 4717, men også fra Hundens til Grisens År (elementet er jord, energien er Yin).

Så uanset om den skambankede DR-reporter bevidst har luftet sin indre svinehund eller ej kan hun ikke utænkeligt ende med at få ret på en helt anden måde, end hun selv og hendes rygradsløst beklagende chefer kunne ane. For hvis disse års kinesiske ekspansion fortsætter lige så diskret og målrettet som hidtil, kan også danskerne i de kommende år meget vel blive mere endnu mere symbolsk grisefarvede end før.