Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Henrik Dahl: Folk skal ikke sygeliggøres, fordi de ikke kan overskue deres hverdag

Pro et contra: Klynker de studerende i Danmark? Vi har spurgt Liberal Alliances Henrik Dahl og Nanna Bonde fra SF.

(Er de studerende overbebyrdet med stress og depression som følge, eller er der snarere tale om klynk? Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Bojesen / Ritzau Scanpix

Dette er en pro et contra. Du kan læse Nanna Bondes modsvar under Henrik Dahls indlæg. 

Af Henrik Dahl er sociolog, forfatter og MF (LA)

Det er ikke nogen god idé at overdiagnosticere en stor del af befolkningen. Det fjerner ressourcer fra de mennesker, der har en korrekt stillet diagnose. Og tilbyder som regel dem, der er blevet overdiagnosticeret, nogle uhensigtsmæssige strategier til at håndtere det problem, der har udløst overdiagnosen.

Det er hovedårsagen til, at jeg er imod den vilde overdiagnosticeringskampagne til fordel for stress, som ikke mindst SF står bag.

Ifølge Sundhedsstyrelsens »Danskernes Sundhed« fra 2017, skulle niveauet for høj stress blandt kvinder mellem 16 og 24 år fra 2010 til 2017 være steget fra 31 til 40 procent

Men den oplevede stress måler man ved hjælp af ti spørgsmål, der tilsammen udgør det såkaldte Cohen’s Perceived Stress Scale. Og læser man spørgsmålene, handler de primært om ikke at kunne overskue hverdagen.

Så skal vi sygeliggøre næsten halvdelen af en generation af kvinder, fordi et spørgeskema antyder, at de har svært ved at overskue hverdagen, og skal vi af den grund udskrive millioner til overflødig behandling og foretage vidtrækkende ændringer af vores uddannelsessystem?

Henrik Dahl. Fold sammen
Læs mere

Jeg har svært ved at forestille mig en mere ugennemtænkt og overilet beslutning. Folk skal ikke sygeliggøres, fordi de ikke kan overskue deres hverdag. De skal have hjælp til at mestre hverdagen i stedet for.

At det skulle være den reducerede økonomiske ramme for f.eks. universiteterne, der skulle gøre hverdagen uoverskuelig, forekommer mildest talt søgt.

Af hver hundredkroneseddel, et universitet havde i bevilling i 2015, har det i år (fraregnet pris- og lønstigninger) 92,24 kroner som følge af omprioriteringsbidraget.

Det er 7,76 procent mindre, end man havde i 2015, javist. Men ligefrem en besparelse, der er så stor, at den truer den nationale velfærd og folkesundheden? Det er jo en påstand, der er decideret lattervækkende.

Jeg ville gerne tro, at det var hårdt og velfærdstruende at studere, hvis man var pisket til at bruge 50-60 timer pr. uge på uni.

Men den gennemsnitlige studietid ved alle videregående uddannelser er afslappede 37,6 timer pr. uge. Det skjuler en stor spredning. For eksempel bruger de lærerstuderende kun 25 timer pr. uge i gennemsnit.

Så stop den skadelige sygeliggørelse og overdiagnosticering af unge. Lad være med at bilde alverden ind, at det er Jordens undergang nu at skulle undervise for cirka 92 procent af, hvad man havde før. Og giv i stedet folk motivationen og inspirationen til at lære at overskue hverdagen.

 

Der er desværre rigtigt mange gode grunde til, at unge knækker i uddannelsessystemet

Nanna Bonde. Fold sammen
Læs mere

Af Nanna Bonde, folketingskandidat (SF), sociologistuderende, bestyrelsesmedlem, SIND Ungdom

Når Henrik Dahl påstår, at jeg og resten af venstrefløjen repræsenterer en klynkekultur, negligerer han et af de største problemer i det danske uddannelsessystem. Der har nemlig aldrig været flere unge, som går ned med stress. For at få lidt tal på bordet så er gymnasieelever mere stressede end de 20 pct. mest stressede voksne, hver fjerde ung føler sig stresset, og flere og flere, specielt unge kvinder, får antidepressiv medicin.

Antallet af unge, der ugentligt eller dagligt er påvirket af stresssymptomer som hovedpine, mavepine, søvnbesvær, nervøsitet, svimmelhed, irritation og tristhed, er støt stigende. Jeg mener ikke, at det er forkert at konstatere, at vores samfund er ramt af en stress-epidemi. Årsagerne er mange, men det meste skyldes flere års dårlige politiske prioriteringer. Samtidig er løsningerne bestemt ikke simple, men der er altså også en del, som ligger lige for – specielt i uddannelsessystemet.

Norske forskere har studeret årsagerne til stress i skolen, og er blandt andet kommet frem til, at det skyldes konkurrence mellem medstuderende, manglende støtte fra lærerne og forventningspres fra både eleverne selv og skolen. Alt sammen faktorer som de sidste års nedskæringer på uddannelse har været med til at forstærke. Regeringen har nemlig sparet massivt på uddannelse, hvor der både på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser hvert år skal spares to pct.

To pct. lyder måske ikke af meget, men fra 2016 til 2022 betyder det sammenlagt nedskæringer for 20 mia. kroner på uddannelse og undervisning. De store nedskæringer har allerede flere steder betydet, at der er mindre tid til den enkelte elev, at der er mindre undervisning, og at underviserne ikke får løn for at give feedback. Samtidig betyder »fremdriftsreformen«, at vi unge skal skynde os igennem, og »uddannelsesloftet« betyder, at hvis vi skynder os for meget og vælger forkert, så skal vi vente seks år, før vi kan tage en anden uddannelse. Der er desværre rigtigt mange gode grunde til, at unge knækker i uddannelsessystemet.

Jeg oplever, at ungdommen har gå-på-mod og gerne vil udfordres i uddannelsessystemet, en ungdom, som har masser af drømme, og som gerne vil blive klogere og dygtigere. Jeg oplever bestemt ikke en ungdom som klynker, men tværtimod en ungdom som virkelig må acceptere store forringelser af deres uddannelse, og alligevel kniber ballerne sammen og knokler alt, hvad de kan. Så når så mange unge bliver stressede, er det ikke den enkelte unges skyld, og det bør heller ikke være den enkeltes problem. Stress-epidemien er ikke en klynkekultur, men et samfundsproblem!