Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Først og sidst handler politik om varetagelse af interesser

Den røde middelklasse bor i de største byer i Danmark. Den er veluddannet. Mener selv, den har globalt udsyn. Og nu får den en meget lang række af sine ønsker opfyldt.

»Pengene? Dem skal vi ikke tale om. For det gør man ikke, når man er et ordentligt menneske i den røde middelklasse,« Henrik Dahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Først og sidst handler politik om varetagelse af interesser. Så hvem er det, der har fået sine interesser varetaget i det forståelsespapir mellem RV, SF, EL og S, der kommer til at danne grundlaget for en S-mindretalsregering?

Skal man vove en generalisering, er forståelsespapiret et nærmest perfekt udtryk for den politiske vilje i den røde middelklasse.

Den røde middelklasse bor i de største byer i Danmark. Den er veluddannet. Mener selv, den har globalt udsyn. Og nu får den en meget lang række af sine ønsker opfyldt.

I forhold til opfyldelsen af Parisaftalen (som alle i Folketinget bakker op om) går Danmark national enegang. Og ligesom konservative af den gamle skole inderst inde mener, at Danmark burde opføre sig militært som en supermagt, så mener den røde middelklasse, at vi skal optræde som en supermagt, når det gælder miljø og klima.

Henrik Dahl Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dahl.

I forhold til velfærdsstaten (som er en af de største i OECD), får den røde middelklasse nu opfyldt det ønske, at den skal være endnu større. Og i forhold til en række emner, der de senere år har fyldt godt op på Informations og Politikens debatsider, er der også fuld plade.

Den mikroskopiske ulighed i Danmark skal bekæmpes. Ligesom den børnefattigdom, man kunstigt har pustet op ved at sammenligne S-R-SF-regeringens definition med Danmarks Statistiks (der ikke er den samme), nu skal bekæmpes med øgede overførselsindkomster.

Overdiagnosticering af unge kvinder

På uddannelsesområdet skal vi omhyggeligt undlade at tale om de cirka 15 procent af en årgang, vi taber på gulvet, fordi de mangler elementære færdigheder i læsning, skrivning og regning. Ligesom vi skal undlade at tale om de nødlidende sprogfag tysk og fransk. Og om de gymnasier, der falder fra hinanden, fordi hvide børn flygter, når gymnasier invaderes af brune børn med mellemøstlige adfærdsnormer.

Det må alt sammen vige til fordel for provinsiel snak om præstationskultur og til fordel for en overdiagnosticering af omkring halvdelen af alle unge kvinder, der siges at være syge og lide af stress, fordi de undertiden ikke kan overskue deres hverdag.

Pengene? Dem skal vi ikke tale om. For det gør man ikke, når man er et ordentligt menneske i den røde middelklasse.

I stedet forestiller man sig, at skatterne kan sættes op i det uendelige uden tilsyneladende nogensinde at have hørt om Lafferkurven. Og man forestiller sig, at der ligger milliarder og atter milliarder gemt i forbedret håndhævelse af skattelovgivningen.

Sagt en anelse firkantet, lyder forståelsespapiret som noget, folk efter blot nogle få bokse rødvin ville kunne blive enige om til en vejfest i Kartoffelrækkerne i 2100 København Ø.

Og meget karakteristisk rækker forståelsen ikke meget længere. Hele det afrikanske kontinent skal bringes på fode af dansk udviklingsbistand. Ligesom min vidtstrakte valgkreds i Sydjylland (der rummer omkring 800.000 sjæle på en femtedel af Danmarks areal) skal udbygges med cykelstier.

Sådan noget kan alle og enhver se det provinsielle i. Hvis de ikke lige tilhører den røde middelklasse i de store byer.