Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Europa-Parlamentets høringer er en genial måde at ansvarliggøre EU på

Man kan diskutere, om spidskandidatsystemet virkelig gør EU mere demokratisk i sin nuværende form, men man må glædes over, at Europa-Parlamentet er blevet stadigt skarpere i rollen som »kommissær-forhører«.

Margrethe Vestager var i denne uge gennem den obligatoriske høring i Europa-Parlamentet, og klarede sig ifølge politiske iagttagere godt. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEPHANIE LECOCQ

I denne uge har danske Margrethe Vestager været igennem den obligatoriske høring i Europa-Parlamentet. Vestager klarede det godt, men det samme kan bestemt ikke siges om alle øvrige kommissærkandidater. To røg i svinget, allerede før høringerne var startet, og flere er blevet bedt om at møde op igen til nye høringer.

Europa-Parlamentet er blevet dygtigere og dygtigere til at varetage denne vigtige kontrol med de »ikke-folkevalgte« kommissærer. Det betyder, at ikke hvem som helst kan parkeres i Bruxelles af medlemslandes regeringer.

Der er sket meget, siden Europa-Parlamentet i 1979 for første gang blev direkte valgt. Stille og roligt er parlamentets magt blevet øget, og i visse medlemslande har mere magt til parlamentet ved hver ny traktatændring været næsten magtpåliggende. Det lyder måske besynderligt i danske ører, hvor Europa-Parlamentet ofte har været opfattet som mindre legitimt end Ministerrådet og Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne sidder.

Men i f.eks. Tyskland har det parlamentariske organ altid været EUs absolut mest demokratiske institution. Måske fordi Europa-Parlamentet har været opfattet som blot et ekstra »lag« oven på Tysklands eget nationale parlament og demokrati. Mere magt og indflydelse til EU-samarbejdets eneste folkevalgte forsamling har derfor nydt bred opbakning hos vores føderale nabo i syd.

Marlene Wind Fold sammen
Læs mere
Foto: Marlene Wind SH Fo2graf Carsten .

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at det var tyskerne der opfandt det famøse »Spitzenkandidatsystem«. Dvs. ideen om, at Europa-Parlamentets politiske grupper forud for hvert EP-valg skulle pege på en spidskandidat til posten som kommissionsformand. Den politiske familie, som blev størst ved valget, skulle så have serveretten, netop fordi borgerne havde valgt, at det skulle være sådan.

Problemet er bare, at der intet står om dette i EU-traktaterne. Der står kun, at valget af kommissionsformand skal ske af Rådet under hensyntagen til udfaldet af EP-valget. Europa-Parlamentets rolle er altså primært at godkende Rådets kandidatforslag. Det har parlamentet naturligt nok ikke været enige i og var derfor meget utilfredse med, at Frankrigs præsident, Macron, ved at foreslå Ursula van der Leyen som kompromiskandidat en sen nattetime i Bruxelles, saboterede »spitzensystemet«.

Nu er det imidlertid ikke alle, der er enige i, at parlamentet er betydeligt mere legitimt end EUs andre organer, f.eks. Rådet og Det Europæiske Råd, som jo er indirekte valgt af borgerne gennem de nationale parlamenter. Særligt lande, der ikke selv har en føderal opbygning, har været skeptiske over for den nye model.

Men selvom spidskandidatsystemet blev skudt i sænk i denne omgang, er det ikke helt opgivet. De fleste forventer, at det dukker op i en ny forbedret form, når vi skal stemme igen om fem år. Faktisk har en af kommissærerne, Věra Jourová, fået som en del af sin portefølje at komme med forslag til, hvordan det kan relanceres.

Lige nu har vi overstået kommissærhøringerne i parlamentet, hvor håbefulde kommissærkandidater i timevis har skullet redegøre for ikke bare deres kommende ansvarsområde, men også deres personlige forhold. Og selvom parlamentet officielt kun godkender den samlede EU-Kommission, og dermed ikke (formelt) kan nedlægge veto mod enkelte kommissærer, er det reelt en høring af den enkelte, vi har set. Er der nogen, som parlamentet ikke kan godkende, må vedkommende trække sig for ikke at risikere, at hele kommissionen falder.

Hvor man kan diskutere, om spidskandidatsystemet virkelig gør EU mere demokratisk i sin nuværende form, må man glædes over, hvordan Europa-Parlamentet er blevet stadigt skarpere i rollen som »kommissær-forhører«. Parlamentarikerne er gået til stålet og har vist, at de er denne vigtige opgave voksen. Høringsprocesserne styrker kommissionens samlede troværdighed, skaber transparens og giver uden tvivl EU øget legitimitet. Såfremt medierne i medlemslandene dækkede høringerne (og ikke blot deres egen kommissærkandidat) bare halvt så intenst, som de dækker tilsvarende amerikanske ditto, ville vi som europæere have et langt bedre indtryk af, hvem der arbejder for os.

Marlene Wind er professor i Statskundskab og på iCourts, Juridisk Fakultet, og leder af Center for Europæisk Politik, Københavns Universitet