Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Europa har brug for franske ambitioner - ikke tysk status quo

Et ambitiøst Europa har langt bedre chancer for at klare samtidens mange udfordringer end et stagnerende Europa. I den forstand opfører Tyskland, der engang var duksen i den europæiske klasse, sig nu som klassens mest dovne og stædige elev.

FRANCE-EUROPE-CHINA
Frankrig higer efter Charles de Gaulle-æraens storhed, mens Tyskland mindes Bonn-republikkens trygge stabilitet. Når det gælder EUs fremtid, er den franske løsning den klogeste, mener Dominique Moïsi. Fold sammen
Læs mere
Foto: LUDOVIC MARIN

For nylig præsenterede den franske præsident Emmanuel Macron sit udspil op til det kommende europaparlamentsvalg. De officielle reaktioner på hans forslag – som blev skitseret i et indlæg, der blev offentliggjort samtidig i alle EU-lande – var overvejende positive, og selv Ungarns euroskeptiske premierminister Viktor Orbán og Ungarns Liviu Dragnea tog godt imod hans dagsorden (af taktiske årsager). Men i koret af bifald manglende én bemærkelsesværdig stemme: Tysklands.

Annegret Kramp-Karrenbauer (eller AKK) – Kristendemokraternes nye leder og Angela Merkels formodede efterfølger som tysk kansler – mener, at Macrons vision er for ambitiøs og ikke pragmatisk nok. Hendes svar på hans udspil satte implicit spørgsmålstegn ved Frankrigs engagement i et mere centraliseret Europa.

For det første talte hun for, at EU bør have en permanent plads i FNs Sikkerhedsråd – et privilegium, som det i Europa lige nu kun er Frankrig og Storbritannien, der har. For det andet understregede hun behovet for at »afskaffe anakronismer«, herunder at Europa-Parlamentet kun bør mødes i Bruxelles frem for fortsat at samles én gang om måneden i Strasbourg.

Dominique Moisi Fold sammen
Læs mere
Foto: Dominique Moisi SH JEAN-PIERRE M.

Men hvis der er en anakronisme, som skader Europa, er det Tysklands fastholdelse af status quo. Udover nogle ideer til, hvad Frankrig kan ofre for Europa, lagde AKK i sine forslag intet nyt på bordet – i hvert fald ikke i form af ideer til, hvad Tyskland så kan tilbyde til gengæld. Som en tysk ven, der i 1990erne spillede en vigtig politisk rolle i sit land, sagde til mig: »Der er for mange ideer fra fransk side og for få fra tysk side.«

Storhed eller stabilitet

Det fornuftsægteskab, der tidligere måtte have eksisteret mellem Frankrig og Tyskland, er afløst af distance. Det er ikke kun et sammenstød mellem personligheder eller politiske prioriteter, men også mellem nostalgiske udgangspunkter: Frankrig higer efter Charles de Gaulle-æraens storhed, mens Tyskland mindes Bonn-republikkens trygge stabilitet.

»Spørgsmålet er så naturligvis, hvilket land støtter en tilgang, der bedst tjener Europa som helhed? Og her er svaret utvetydigt: Frankrig.«


I september 1989 – lige før Berlinmurens fald, da den europæiske kommunisme allerede var begyndt at smuldre – deltog jeg i en konference i Frankfurt, hvor jeg sagde til et publikum bestående af tyske bankfolk, at Europa og Tyskland om få år ville være genforenet. Deres misbilligelse var mærkbar. Selv hvis en genforening var mulig – hvilket i deres øjne ikke var sandsynlig, da Sovjetunionen aldrig ville gå med til det – hvorfor skulle nogen da tage chancer med historien og ændre på en politik, der fungerede så godt, i hvert fald for Vesttyskland?

Mens Tyskland begræder tabet af tryg stabilitet, ser Frankrig sin nostalgi efter storhed blive opfyldt. Frankrig kan ikke genvinde fortidens storhed på egen hånd, men kun som EUs anfører. Nøglen dertil er, at Europa skal forblive ambitiøs – hvilket Tysklands fastholdelse af status quo står i vejen for.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvilket land der støtter en tilgang, der bedst tjener Europa som helhed? Og her er svaret utvetydigt: Frankrig.

I en tid, hvor USA hælder til isolationisme, kan Europa ikke længere regne med sin vigtigste internationale partner. Imens arbejder specielt Kina og Rusland hårdt på at opbygge deres magt og indflydelse som (atter) fremvoksende aktører.

Klassens dovne elev

I sit svar til Macron synes AKK at erkende de udfordringer, der ligger her. For eksempel spørger hun: »Ønsker vi vores fremtid bestemt af Kina eller USAs strategiske beslutninger, eller ønsker vi at spille en aktiv rolle i at forme reglerne for fremtidens globale sameksistens?«

Hvad AKK ikke anerkender er, at et ambitiøst Europa har langt bedre chancer for at konkurrere i denne situation end et stagnerende Europa. I den forstand opfører Tyskland, der engang var duksen i den europæiske klasse, sig nu som klassens mest dovne og stædige elev.

I næsten 30 år har europæerne søgt et nyt narrativ, som drejer sig mindre om at modstå det negative end at omfavne det positive. Europas ledere søgte at gøre dette gennem integration. Da EU i 1993 afløste det Europæiske Økonomiske Fællesskab, var målet for Europa blevet at skabe europæere, som var forenet i værdier, interesser og i en vis grad også identitet.

Erasmus-ordningen, som blev skabt i 1987, skulle netop fremme dette mål. Ved en middag, som jeg deltog i midt i 1990erne, talte den tyske kansler Helmut Kohl varmt for planen. Han mente, at udveksling af unge mennesker – og dermed deling af ideer og kulturer sammen med pizza og øl – ville skabe en generation af europæere. De ville skabe europæiske familier med europæiske børn. Krige mellem dem ville være utænkelige.

Godt tre årtier senere er Europa ikke helt tilbage ved udgangspunktet, men er ikke desto mindre på vej tilbage. Mens Europa i 1950erne desperat søgte at sikre fred og frihed, understøttet af liberale demokratiske systemer og værdier, vælger Europa i 2019 nationalistiske og populistiske partier, som aktivt underminerer disse anstrengelser. Det er ikke en status quo, som nogen bør forsvare.

Copyright: Project Syndicate 2019. Oversættelse: Bibi Christensen