Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hurra, EU er ikke død! Men hvor er planen for succes?

Målt i forhold til dommedagsprofetierne har 2018 været et godt år for EU. Men overlevelse kan ikke være det eneste succeskriterium.

Foto: Kate Copeland

Dagene efter den britiske EU-afstemning i juni 2016 forudså EU-modstandere på begge sider af Den Engelske Kanal, at Brexit var begyndelsen til enden af det europæiske samarbejde.

Marine Le Pen mente, at briterne havde indledt en bevægelse, der ikke kunne stoppes. Næste skridt var for hende at blive fransk præsident og straks udskrive en folkeafstemning om det franske medlemskab af EU.

Sådan gik det ikke. Supernationalisten Le Pen tabte det franske præsidentvalg, og selv om hun stadig skælder ud på »bunkeren i Bruxelles«, er det slut med løfter om dramatiske folkeafstemninger. Nu taler hun om at demokratisere og renationalisere EU indefra, og hun har ligefrem erklæret, at man »på mange områder kan forbedre franskmændenes hverdag uden at forlade hverken EU eller euroen«.

Også Le Pens italienske ven, superpopulisten Matteo Salvini, har justeret kursen. Han havde lovet et stormende angreb på euroens budgetregler, men Europa-Kommissionen svarede igen med trusler om bøder, og nu har begge parter givet sig lidt, så et italiensk 2019-budget nu er godkendt af kommissionen. Også den EU-kritiske regering i Polen har givet sig i en vigtig strid om landets højesteretsdommere.

Den folkelige opbakning til EU er steget i stort set alle medlemslande siden 2016. Herhjemme viser en ny Kantar Gallup-undersøgelse, at der også er sket et ryk i danskernes forhold til EU. Kort før den britiske afstemning i 2016 svarede knap 30 pct. af de adspurgte danskere, at de var parate til at følge briterne ud af EU. I dag er det kun 22 pct. Samtidig er opbakningen til at blive i EU steget fra 54 til 66 pct.

Det er tydeligt, at mange er blevet skræmt af Brexit-forløbet. Forhandlingerne mellem EU og briterne har på forunderlig vis demonstreret de praktiske fordele ved at deltage i EUs indre marked. Her er så godt at være, at den britiske regering har gjort alt for at bevare så mange fordele som muligt trods beslutningen om skilsmissen. Som en kæreste, der slår op med dig – men nægter at flytte ud af jeres fælles hus.

Undervejs er de britiske krav blevet mødt af en hård mur fra de andre medlemslande. Nej, lød beskeden herfra – man kan ikke få alle fordele uden også at acceptere nogle bindinger.

Samtidig har britiske politikere overgået hinanden i bedrag, ansvarsflugt og forræderi. Den skilsmisseaftale, som premierminister Theresa May endte med at indgå med EU, måtte hun kort før jul opgive at skaffe flertal for i det britiske parlament, og lige nu aner ingen, hvordan Brexit vil ende med at falde på plads.

»Billedet har været slående: På den ene side forvirring og voldsomme følelser. På den anden EU-blokkens regelbaserede logik og sammenhold.«


Billedet har været slående: På den ene side forvirring og voldsomme følelser. På den anden EU-blokkens regelbaserede logik og sammenhold.

At det lykkedes EU at holde sammen, er i sig selv bemærkelsesværdigt. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde det i sin nytårstale, er vores verden i opbrud med ikke bare Brexit, men også et truende Rusland, et fremadstormende Kina og et USA, som »er sig selv nok«. Statsministeren mindede om de historiske erfaringer med europæiske krige og plæderede på den baggrund for, at det moderne Danmark har brug for både EU, NATO og FN.

Samme toner lød fra andre europæiske hovedstæder nytårsaften.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, lovede i sin tale fra Élyséepalæet at kæmpe for at redde den internationale orden, som blev etableret i 1945, og den tyske kansler, Angela Merkel, beklagede, at mange har glemt lærdommen fra to verdenskrige: at man tjener sig selv bedst ved at samarbejde med andre. Hun lovede, at Tyskland ville påtage sig et større globalt ansvar og arbejde for at gøre EU »mere robust og mere handlekraftig«.

EU har sin skabelsesberetning som et fredens projekt efter blodige krige, men som årene er gået, syntes mange at have glemt historien. Nu er det, som om krigenes skygger igen giver mening. Det er godt.

Det er også rigtigt, at vi kan glæde os over, at EU ikke er sunket i grus, men Europas store udfordringer og ubalancer er ikke forsvundet, mens alle har talt om Brexit.

Vi står militært for svagt. Europæisk økonomi skaber stadig ikke nok job, og eurosamarbejdet ligner stadig en ufærdig monetær union. Ungarn og andre medlemslande bliver ved med at udfordre EUs demokratiske værdier, og selv om EU med nogle nabolandes hjælp har sat en bremse på den ulovlige indvandring, mangler der at blive etableret en effektiv grænsekontrol om EUs ydre grænser – og en politisk løsning for, hvad man skal stille op med fremtidige strømme af asylansøgere. EU-landene mangler også at blive enige om et nyt syvårigt budget for samarbejdet – hvor vi igen ser forskellige alliancer trække i hver sin retning.

EU har tidligere løst bunker af problemer med at binde dem sammen til indviklede politiske kompromiser, men for øjeblikket synes den metode at komme til kort. De store EU-landes politiske ledere – med Macron og Merkel i spidsen – står politisk svagt i deres hjemlande, og deres evne til at lede på europæisk plan er dermed også svækket.

2019 bliver på den måde den ægte prøve for EU.

Et valg til Europa-Parlamentet venter, en ny politisk ledelse skal vælges, og så skal landene i gang med at løse de store gordiske knuder. EU vil ikke blive bedømt på flotte nytårstaler, men på, hvordan samarbejdet reagerer på de næste store chok. Hvis EU ikke finder robuste svar på den næste økonomiske krise og den næste flygtningekrise, vil vi se den nyvundne folkelige opbakning svinde igen.