Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frankrigs 50 nuancer af gult

Hvem er De Gule Veste? Hvor findes de virkelige rødder til oprøret? Og hvad er de ude på? Seks uger efter, at de begyndte at rokke ved det politiske fundament i Frankrig, og en måned efter de voldelige sammenstød på Champs-Élysées er dette spørgsmål, som stadig diskuteres ivrigt i Frankrig.

Det er ikke let at finde ud af, hvad de virkelig vil. De Gule Veste har allerede muteret to gange. Fold sammen
Læs mere
Foto: Boris Horvat / Ritzau Scanpix

De Gule Veste er på samme tid meget synlige og meget gådefulde. Deres oprør begyndte med besættelsen af rundkørsler overalt i landet, men det skabte først for alvor overskrifter med de voldelige demonstrationer i Paris. De har stadig støtte fra omkring 70 procent af landets befolkning, og næsten tre millioner mennesker har skrevet under på den officielle side på Facebook. Men demonstrationerne har ikke på noget tidspunkt omfattet flere end 300.000 mennesker, og det er langt færre end tidligere tiders fagforeningsdemonstrationer mod sociale reformer. De har været allestedsnærværende i nyhedsmedierne, men har ingen egentlig talsperson. Da krisen kulminerede, inviterede premierminister Édouard Philippe til dialog og åbnede sin dør, men ingen mødte op.

Det er ikke let at finde ud af, hvad de virkelig vil. De Gule Veste har allerede muteret to gange. Oprøret blev oprindeligt udløst af en bekendtgørelse om nye afgifter på brændstoffer, som skulle bidrage til at nedbringe omfanget af drivhusgasser. Men da regeringen så aflyste de planlagte afgiftsforhøjelser, kom den stagnerende købekraft i stedet i fokus for demonstrationerne. Igen gav regeringen efter: Præsident Emmanuel Macron aflyste de planlagte skatteforhøjelser for pensionister, og samtidig blev der lagt lidt på nogle sociale ydelser. Igen reagerede demonstranterne vrangvilligt og pegede nu på en række politiske krav som større brug af direkte demokrati - ikke mindst gennem folkeafstemninger.

Jean Pisani-Ferry Fold sammen
Læs mere
Foto: Jean Pisani-Ferry SH CHRISTOPHE .

Det er således oplagt, hvad der lå til grund for de oprindelige demonstrationer. Energiafgifter vender den tunge ende nedad: Folk med relativt lave indkomster bruger en stor andel af deres rådighedsbeløb på at opvarme deres hjem og fylde bilen op. I de seneste årtier er mange middelklassefamilier flyttet længere ud på landet, hvor boligpriserne er lavere, og de opfatter derfor benzinafgifterne som uretfærdige: De rige betaler ikke afgifter på deres flyrejser, og byernes hipstere nyder godt af den statsstøttede, kollektive trafik. Hvis afgifterne skulle have været acceptable, skulle provenuet være øremærket til den grønne omstilling, eller også skulle det være fordelt igen i form af generelle skattelettelser.

Den sociale kontrakt

Af budgetmæssige grunde var kompensationerne begrænset til de ti procent med de laveste indkomster, så folk lige over denne grænse følte sig overset. De søgte ud til rundkørslerne for at få luft for deres vrede.

Det er ikke helt så let at forstå, hvorfor mange mennesker fra middelklassen føler sig klemt af den økonomiske udvikling. Hvor den gennemsnitlige husstandsindkomst efter 2000 er stagneret i lande som Tyskland og USA, har det ikke været tilfældet i Frankrig. Her er den reelle husstandsindkomst steget med otte procent mellem 2007 og 2017, og det er mere end i de fleste andre europæiske lande.

En del af forklaringen er demografisk: Den generelle aldring og den øgede andel af aleneboende og enlige forældre har øget antallet af husstande og nedbragt deres købekraft. En anden del er sociologisk: Forbrugermønstret for middelklassen - mobiltelefoner, restaurantbesøg og charterrejser - er fulgt op med de velhavende, men mange fra middelklassen har efterhånden svært ved at følge med. Endelig er en tredje del geografisk: Siden 2000 har storbyområder klaret sig godt, mens de mindre byer og landområder er haltet bagefter. Huspriserne er steget i de førstnævnte og faldet i de sidstnævnte, hvor ejerne derfor er blevet relativt fattigere.

Den dybereliggende årsag er imidlertid, at mange mennesker i middelklassen føler, at den sociale kontrakt er revet i stykker. De troede engang på, at et stadigt bedre uddannelsesniveau ville give bedre jobs, højere indkomster og større velstand. Men væksten er efterhånden så beskeden, at den ikke kan generere en øget indkomst, middelklassens jobs er truet af den digitale revolution, og konkurrencen om adgang til de bedste skoler synes stadigt mere skævvredet. En dybt forankret fransk pessimisme føjes så blot til den generelle utryghed.

Rigtig diagnose, men ikke behandling

Macron stillede ellers den rette diagnose. Han talte om, hvordan folk følte sig overset og frataget alle muligheder. Han ville sætte gang i væksten, anspore mobiliteten og fremme ligheden. Han sagde som rigtigt er, at med et væsentligt højere offentligt forbrug end i andre udviklede lande var flere skatter og øgede udgifter ikke det rette svar. Men han undervurderede omfanget af det forandringsberedskab, han krævede af folk, og han undlod at lytte til kravet om retfærdighed i tilrettelæggelsen af de nye reformer.

Resultatet er, at en længsel efter opstand har slået rod i Frankrig. Både venstre- og højrefløj har skamløst leflet for De Gule Veste uden dog at komme med nogen virkelige svar. Vinderen kan ende med at blive Marine Le Pens Nationale Samling (tidligere Front National). Eller også må De Gule Veste skynde sig og etablere et eget parti forud for valget til Europa-Parlamentet i maj.

Men det er ikke klart, hvad et sådant parti ville stå for. Onde tunger påstår, at selv om bevægelsen som sådan måske nok er bredt baseret, så er de enkelte aktivister tættere på den yderste højrefløj - komplet med antisemitiske og antimuslimske reaktioner.

Rundkørslerne har samlet folk fra hele det politiske spektrum. En stor del af det franske samfund, der tidligere følte sig underrepræsenteret og næsten usynlig, har nu fundet en farve og antydningen af en identitet. Spørgsmålet er så, om bevægelsen også kan finde en politisk stemme. Og hvad den i givet fald bliver.

Jean Pisani-Ferry er professor ved Hertie School of Governance (Berlin) og Sciences Po (Paris). Han er desuden Tommaso Padoa-Schioppa-chair ved European University Institute og Senior Fellow i tænketanken Bruegel.

Project Syndicate: Oversættelse: Lars Rosenkvist