Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Under valgkampen i 2019, hvor Rasmus Paludan i spidsen for Stram Kurs var tæt på at bringe sit parti i Folketinget, var der ikke nogen medier, der gik mere kritisk journalistisk til Paludan, og hvad han stod for, og hvilke diskutable personlige karakteristika han havde, end Berlingske.
Det var kun få stemmer, der adskilte Stram Kurs fra fire mandater i Folketinget. Paludan var sur på Berlingske; vi havde mere end fornemmelsen af, at han gav os skylden for, at det ikke lykkedes at bringe partiet over de to procent.
Efterfølgende nægtede han at lade sig interviewe af Berlingske igen før i år 2039 (!). Et løfte han nu ikke har levet helt op til …
Problematisk forbud
Dette blot for at sige, at man ikke behøver at elske Rasmus Paludan for at indse det principielt problematiske i, at Bornholms Politi har udelukket partilederen fra at deltage i Folkemødet i Allinge, der begynder i dag.
Ræsonnementet hos myndighederne er stærkt problematisk. Rasmus Paludan er en person, der har stærke synspunkter af en karakter, som mange mennesker – mig selv inklusive – finder ekstreme og problematiske.
Men hans metoder er ord og aktivisme, herunder koranafbrændinger, hvilket tidligere på året provokerede Tyrkiets præsident, Erdoğan, så meget, at Sveriges medlemskab af NATO stadig hænger i bremsen.
Ytringsfrihed
Den svenske NATO-krise er velegnet til at bedømme den øjeblikkelige danske folkemødesag. For er det Paludan, der trods sine yderligtgående synspunkter om islam og indvandring bør tildeles skylden for Sveriges NATO-situation?
Naturligvis ikke. Paludan bruger sin ytringsfrihed. Man kan sagtens mene, at han ikke bruger den videre sympatisk. Men det er Tyrkiets Erdoğan, som trods sit lands NATO-status har svært ved at goutere, at ytringsfriheden altså er vidtgående i Vesten. Og inkluderer Paludan og hans koranafbrændinger, uanset hvad man mener om dem.
På samme måde med Folkemødet. PET vil ikke yde Paludan beskyttelse. Og Bornholms Politi mener ikke at have ressourcer til det. Bag beslutningerne gemmer sig en trusselsvurdering, ingen kan få indsigt i.
Som Berlingske skrev på lederplads forleden, frarøver staten altså på et uigennemskueligt grundlag Paludans grundlovssikrede ytrings- og forsamlingsfrihed.
Mange er bekymrede. Herunder Institut for Menneskerettigheder.
Glidebane
Det er en alvorlig glidebane, det danske samfund derved har begivet sig ud på.
Hvilket man bør besinde sig på, især hvis man finder Paludans holdninger og aktivisme afskyelig.
For det er netop ikke sagen. Hvad, man mener om Paludan, er ligegyldigt for principperne.
Tænk tanken til ende: Hvis Rasmus Paludan kan afskæres fra at udtrykke sine synspunkter på Folkemødet, fordi nogen angiveligt står bag en eller anden form for trussel mod ham, hvor sætter vi så grænsen for voldsmandens veto?
Skal en almindelig borgerlig så også afskæres fra at advare mod venstreekstremister, hvis disse truer med vold mod vedkommende?
Skal en almindelig venstreorienteret afskæres fra at advare mod højreekstremister, hvis disse truer med vold mod vedkommende?
Det går selvfølgelig ikke.
Markante danske debattører har i de seneste dage været på fuld flugt over plankeværket væk fra principperne, fordi de ikke kan lide Rasmus Paludan.
Det sidste giver jeg dem ret i. Det første er en katastrofal følgeslutning, hvis perspektiver for friheden til at ytre sig i Danmark ingen dybest set kan overskue.
Ballade i Zoo
Jeg bruger jo altid mit borgerlingske-nyhedsbrev til at reklamere for noget af alt det andet gode, som Berlingske har til dig.
I denne uge faldt jeg særligt over denne sag, afdækket af Berlingske Business-journalist Nikolaj Vorre, om Københavns Zoo, hvis direktør Jørgen Nielsen i marts pludselig fratrådte. Uden forklaring.
Nu kommer Berlingske den nærmere. For der er åbenbart foregået andet end dyreliv bag plankeværket hos Zoo de seneste år.
Medarbejdere i hobetal har klaget over, at arbejdsmiljøet i de senere år var mareridtsagtigt under den nu fratrådte direktør. Zoo er en af Danmarks store kulturinstitutioner. Derfor er det en sag, der er værd at dykke ned i.
Oprørssang
Tilbage er kun ugens sang, som jeg altid forsøger at få til at rime med ugens hovedtema.
Jeg har dog ikke nogen stor lyst til at bringe eventuelle hyldestsange til Rasmus Paludan, hvorfor jeg ender tilbage ved det, det hele handler om: Principperne.
Derfor endte jeg med en sang, der måske dybest set handler om ytringsfrihed, men hvis perspektiv jeg givetvis heller ikke er på bølgelængde med. Men nu er vi altså ved principperne.
Så i denne uge får I Public Enemys klassiske hiphop-oprørssang fra slutfirserne »Fight The Power« med det ikoniske klimaks: »hat we got to say? / Fight the power / What we got to say? / Fight the power / What we got to say? / Fight the power / What we got to say? / Fight the power.«
Værsgo, Chuck D, Flavor Flav & co.
