Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er Simon Emils mærkesag ikke bare Simon Emil?

Det er lidt svært ikke at få den tanke, at der er et betydeligt niveau af opportunisme over partistiftelsen af det nye parti Fremad.

»Mon ikke det er noget sjovere at være en stor fisk i et lille parti end backbencher i et stort parti,« skriver Mikkel Andersson om det nye parti Fremads formand. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Så fik blå blok sin helt egen udgave af de Radikale. Eller måske i virkeligheden SF. Et parti, der i store træk vil det samme som det potentielt regeringsbærende parti, men med sarte nuancer af anderledeshed på den økonomiske politik og lidt flere panderynker i forhold til udlændingepolitikken.

Det skete med stiftelsen af partiet Fremad, hvis navn bringer mindelser om moderat succesfulde amagerkanske og aarhusianske fodboldklubber i henholdsvis 1. og 2. division. I spidsen står Simon Emil Ammitzbøll-Bille, hvis antal navne nu matcher antallet af partier, han har været medlem af.

Begrundelsen er angiveligt et fravær af »værdiliberalisme« i dansk politik. Hvordan værdiliberalisme adskiller sig fra den præfiksløse liberalisme, som to-tre andre partier også i varierende grad hævder at abonnere på, synes ikke tydeligt. Hvis man ser på Fremads mærkesager, finder man heller intet, der for alvor definerer partiet som en markant nyskabelse på det politiske Danmarkskort.

Frisind, frihed, folkestyre og fællesskab er mærkesagerne, som ethvert parti formentlig ville tilslutte sig i en rask festtale. Omend ordet liberal, hverken med eller uden »værdi« foran, ikke optræder nogetsteds i hverken partiets mærkesager eller værdigrundlag, må man ud fra de hidtidige signaler formode, at den økonomiske politik er borgerlig, men præcist hvor den lægger sig i forhold til LA og Venstre, er svært at sige.

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Mikkel Andersson Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Derudover har Fremad markeret sig som fortaler for, at børn af danske syrienskrigere skal hentes hjem, hvilket vil føre til, at deres forældre også kan komme til landet. Medmindre man vil bryde med diverse konventioners paragraffer om børns ret til familieliv. Mit gæt er, at det vil Egelund og Ammitzbøll-Bille næppe.

Som en af mine socialdemokratiske venner med ikke uforståelig skadefro erklærede, er et parti, der går ind for mindre velfærd og hjemtagelse af terrorister fra Islamisk Stat, da lige, hvad det borgerlige Danmark har brug for.

»Burkaloven støttede Ammitzbøll-Bille også, i modsætning til Liberal Alliances nuværende leder, Alex Vanopslagh, der ivrigt kritiserede den.«


Fremads hjemmeside erklærer partiet, at »konkurrencen om at føre den strammeste udlændingepolitik er kammet over i skinger retorik og uretfærdig symbolpolitik,« hvilket klinger en anelse hult. Simon Emil Ammitzbøll-Bille var i sin tid som indenrigsminister dybt involveret i formuleringen af den forkætrede parallelsamfundspakke. Han stod også bag sit partis forslag om at suspendere flygtningekonventionen i to år, hvilket lyder som en glimrende idé for undertegnede, men mildest talt ligger et stykke til højre for Venstre, der slår syv kors for sig ved den blotte tanke om at pille ved konventionerne.

Burkaloven støttede Ammitzbøll-Bille også, i modsætning til Liberal Alliances nuværende leder, Alex Vanopslagh, der ivrigt kritiserede den, og som har fastslået, at partiet nu er modstander af forbuddet.

Det er derfor lidt svært ikke at få den tanke, at der er et betydeligt niveau af opportunisme over partistiftelsen. Særligt eftersom der ikke er et komma i partiprogrammet, som ikke kunne rummes på Venstres mere socialliberale fløj repræsenteret mest markant ved Jan E. Jørgensen. Men mon ikke det er noget sjovere at være en stor fisk i et lille parti end backbencher i et stort parti – eller en lille og detroniseret fisk i et andet lille parti?