Endnu et borgerligt parti er en falliterklæring

Fremads tanker er umiddelbart sympatiske, men det er en falliterklæring for det borgerlige samarbejde, at blå blok får endnu et parti.

 

Med oprettelsen af partiet Fremad har den borgerlige blok fået endnu et politisk parti. Desværre er det en konsekvens af et borgerligt samarbejde i opbrud, hvor udgangspunkterne for de gamle partier er blevet så udvisket, at det giver plads til nye partier, som burde være overflødige.

Venstre og de Konservative – og for den sags skyld Liberal Alliance – burde let kunne rumme de liberale tanker og frihedsrettigheder, som det nye parti Fremad baserer sig på. Begge partier går ind for en liberal økonomisk politik og tror på individets rettigheder og muligheder. Hvis de gamle turde rumme deres udgangspunkt, var der ingen grund til nyt.

Men siden 00erne har det ene borgerlige parti efter det andet ladet sig forblænde af udlændingepolitikken til at rykke længere mod højre på værdipolitikken.

»Point for ambitionerne, men troværdigheden har det ikke godt, når man efterhånden ligner en politisk konkursrytter.«


Udlændingepolitikken har berettiget fyldt meget i dansk politik. Det har der været brug for.

Men reelt bør udlændingepolitikken ikke udgøre en splittelse internt i blå blok. De fleste er enige om det meste. Og slagsmålet mellem nationalkonservative og liberale risikerer at sætte blå blok uden for indflydelse længe – hvorfor ikke finde sammen om det, der samler, frem for i mange enkeltpartier at dyrke og udskille de ting, der skiller?

Når det er sagt, bør vi altid hilse nye partier velkommen. De er udtryk for, at mennesker brænder for at forme vores samfund gennem demokratiet. Og der er da også masser af sympatiske tanker i det borgerlige projekt, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund i dag præsenterer: særligt fokus på frihedsrettigheder, ordentlighed i udlændingepolitikken, ambitiøse svar på klimakrisen og et positivt syn på EU.

Borgerlige, sympatiske tanker. Men jo også varer, der kan fås andre steder.

Vi har rigeligt med partier at vælge imellem. Og hvis alle disse partier skal indtage hver sine højtråbende standpunkter, bliver det svært at skabe den fælles fortælling, som det borgerlige projekt har brug for.

Vi har ikke brug for partier, som ligner en mellemting mellem et protestparti og et karriereparti.

Det er Simon Emil Ammitzbøll-Billes fjerde parti. Vejen er gået fra de Radikale over Borgerligt Centrum og Liberal Alliance til Fremad. Point for ambitionerne, men troværdigheden har det ikke godt, når man efterhånden ligner en politisk konkursrytter. Der er intet at sige til, at også vælgerne adopterer den flygtige adfærd og bliver både mere illoyale og rådvilde i jagten på et borgerligt ståsted. Duer det gamle ikke, tager man bare noget nyt.

Endelig har vi heller ikke brug for en kamp mellem små, borgerlige partier, der alle roder rundt omkring spærregrænsen: Nye Borgerlige, Klaus Riskær Pedersen, Kristendemokraterne, Liberal Alliance, Stram Kurs og nu sikkert også Fremad. Tillykke til Mette Frederiksen med endnu et borgerligt parti og dermed gode udsigter til et stemmespild, der sandsynligvis kan placere hende sikkert på statsministerposten.

Den borgerlige blok ligner efterhånden det sammenrend af partier, som vi så på venstrefløjen i 70erne, hvor de egocentrerede særstandpunkter endte med at splitte en hel bevægelse i stedet for at bygge den op. Desværre kan man frygte det samme for det borgerlige projekt.

Velkommen i arenaen, Fremad. Indholdet lyder sympatisk. Det borgerlige projekt bliver blot mere udfordret.

De to partistiftere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund deltog i tordagens udgave af podcasten Cordua & Steno. Du kan høre podcasten her.

Første time

Anden time

METTE ØSTERGAARD