Overblik: Her er Simon Emils fem mærkesager

Fremad, som dansk politiks nye parti hedder, har fem mærkesager. Et af dem handler om en mere fair udlændingepolitik.

 

Partiet Fremad har fem mærkesager: en fair og fast udlændingepolitik, at tage klimaudfordringerne alvorligt, en stærk europæisk stemme, et økonomisk konkurrencedygtigt Danmark og frihed til forskellighed.

Det forklarer de to partistiftere og tidligere medlemmer af Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund, der i dag har annonceret oprettelsen af deres parti med det både fransk- og radikalt-klingende navn Fremad.

Fair og fast udlændingepolitik

I et interview til Berlingske slår partistifter Simon Emil Ammitzbøll-Bille fast, at »fairness« er blevet glemt i udlændingepolitikken. Det vil partiet have fokus på.

»Vi vil have en fair og fast udlændingepolitik for nu at vende det om, som Anders Fogh Rasmussen sagde i 2001, hvor han sagde »fast og fair«. Det med det faste har man gjort godt, men det fair har man måske nok glemt lidt over de senere år. Det vil vi gerne have tilbage i udlændingepolitikken,« siger han til Berlingske og lægger blandt andet vægt på, at retssikkerheden skal præge udlændingepolitikken.

Som eksempel peger Christina Egelund på, at de 28 danske børn af jihadister, som sidder under bevogtning i Nordsyrien skal hentes hjem, ligesom partiet går ind for, at tildækningsforbuddet skal fjernes.

Fremad vil være garanten for, at den faste borgerlige udlændingepolitik også er fair, skriver partiet desuden på sin hjemmeside.

En stærk europæisk stemme

Som et andet afgørende politikområde nævner partiet EU-politikken. Det er også et område, hvor partiet adskiller sig fra de Radikale, understreger de to partistiftere.

»De Radikale har det groft sagt sådan i forhold til Europa, at hvis et forslag kommer fra Bruxelles, så er det pr. definition godt, uanset hvad der står i det. På det punkt vil vi nogle gange med vores liberale DNA sige nej tak. Eksempelvis det seneste forslag fra EU-Parlamentet om at øremærke barsel til fædre. Det går de Radikale ind for, det gør vi ikke, for det skal være op til den enkelte,« siger Christina Egelund til Berlingske.

Til gengæld mener partiet, at det skal være lettere at hente kvalificeret arbejdskraft til EU.

»Globalisering og frihandel er et stort gode for verden, og vi skal sikre, at Danmark evner at navigere i den globale handel, ligesom vi politisk skal understøtte udbredelsen af frihandel til resten af verden. Fremad ønsker, at Danmark skal kæmpe for fred og frihed og de vestlige idealer gennem EU, NATO og FN,« skriver partiet på sin hjemmeside.

At tage klimaudfordringerne alvorligt

På klimaområdet erklærer partiet sig blandt andet enig i en reduktion med 70 pct. af CO2-udledningen

»En langsigtet klimaindsats forudsætter en stærk økonomi. Investeringer i både nutidige grønne løsninger og i forskning af fremtidens teknologispring er dyrt – men vi har som samfund ikke råd til at lade være. Derfor går klimapolitikken hånd i hånd med en vækstdrevet økonomisk politik. Fremad vil være garanten for, at den stærke klimapolitik også er rationel,« skriver partiet på sin hjemmeside.

Et økonomisk konkurrencedygtigt Danmark

Reformer og lavere skat er mantraet for Fremad, der på sin hjemmeside skriver, at »vi må have et skarpt fokus på både vækst og arbejdsudbud, danske virksomheder skal have gode rammevilkår, og vi bør prioritere de offentlige udgifter mere fornuftigt. Både uddannelse og forskning skal have høj prioritet«.

Frihed til forskellighed

»Vi skal omfavne forskelligheden, og der skal være flere frie valg i velfærdssamfundet. Skoler, børnehaver, plejehjem og andre velfærdsinstitutioner skal have mere frihed til at gøre tingene på deres egen måde – det fremmer innovation, fremskridt og brugertilfredshed.

Det kan være fornuftigt med forskellige politiske initiativer til fremme af sundhed og trivsel, men det skal altid ske med respekt for det enkelte menneskes frihed til at vælge sin egen livsstil,« skriver partiet på sin hjemmeside.