Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Du gør dit barn en bjørnetjeneste ved at fjerne livets duelighedsmærker

Pigespejdernes ledelse vil af med synlige duelighedsmærker, og dermed placerer de sig centralt i 1968-generationens opgør med karakterer, meritokrati og det bestående. Men mennesker vil gerne have deres resultater belønnet, og det vil samfundet i sidste ende også.

Pigespejdere fjerner duelighedsmærker fra uniformen: »Tankegangen om, at man ikke skal bedømmes på ens konkrete resultater og belønnes derfor, fordi den slags understreger forskelle, har et naturligt ophav i 1968ernes radikale studentermarxisme,« skriver Peter Kurrild-Klitgaard. Billede fra Spejdernes Lejr 2012 Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Nyheden om, at De grønne pigespejdere ikke længere vil lade medlemmerne sy duelighedsmærker på deres uniformsskjorter, er af mange blevet mødt med en blanding af skepsis og morskab.

Mærker for at have klaret bestemte opgaver eller mestret ting vil stadig blive uddelt, men skal bare gemmes væk. På den måde tages et radikalt opgør med mere end 100 års spejdertradition om at opmuntre børn til at have mål og synligt belønne dem for at nå disse.

En medarbejder fra et privat forskningscenter, der har leveret ammunition til beslutningen, siger, at den er et opgør med »en kultur, hvor man hele tiden skal præstere«, og at den skal fjerne »de individuelle præstationer« der, hvor de er synlige. Et hovedbestyrelsesmedlem siger, at mærkerne »skaber forskel« mellem spejderne og en »konkurrence om at få alle mærker.«

Det angivelige problem er altså, kort sagt, at duelighedsmærkerne er med til at understøtte præcis det, der var meningen.

De grønne pigespejdere er en privat organisation, og som sådan må den naturligvis gøre, hvad den vil. Men ræsonnementerne er interessante som udtryk for en bredere ideologi. For beslutningen er ikke en enlig svale: Den er i det store perspektiv en del af en større og årtier lang kulturrevolution, der grundlæggende handler om mere generelt at afskaffe de symboler, der repræsenterer resultater og evner og som synliggør forskelle i sådanne.

Man har måske mest synligt kunne se det på uddannelsesfronten, hvor stærke politiske kræfter i årtier har arbejdet for at afskaffe eksaminer og karakterer i folkeskoler og gymnasier, samt i nogle tilfælde også på universiteterne.

På nogle studier har man længe kunnet slippe igennem med en perlerække af bestået/ikke-bestået eksaminer, og indførelsen i 2006 af 12-skalaen kombineret med målbeskrivelser har skabt en kultur, hvor der på én og samme tid fokuseres på ikke at begå fejl og ikke er incitament til at gøre noget ekstraordinært. Resultatet har gjort det svært at give studerende en dumpekarakter – fordi alle kan »noget« – og samtidig presset den højere ende op og givet en mere generel karakterinflation. Så nu vil regeringen af med de nationale test og dens støttepartier af med karakterer som sådan.

»Tankegangens metaforiske højdepunkt kom i 1970erne, hvor de Mao-uniformerede medlemmer af Pol Pot-regimet i Cambodja straffede folk for selve det at have en uddannelse.«


Tankegangen om, at man ikke skal bedømmes på ens konkrete resultater og belønnes derfor, fordi den slags understreger forskelle, har et naturligt ophav i 1968ernes radikale studentermarxisme. Dens erklærede mål var social nivellering, og anvendelige redskaber dertil var undergravning af eksisterende normer og det borgerlige samfunds meritokratiske karakter. Tankegangens metaforiske højdepunkt kom i 1970erne, hvor de Mao-uniformerede medlemmer af Pol Pot-regimet i Cambodja straffede folk for selve det at have en uddannelse.

Meget havde også sin rod i Karl Marx' mislykkede forsøg på at bygge en meningsfuld økonomisk teori og ideologi i den såkaldte arbejdsværdilære. Den prædikede, at værdien af noget ikke er, hvad mennesker på et marked vil være villige til at betale, men derimod det arbejde, der er lagt i at producere det. Så på nu femte årti lærer børnehavebørn, skoleelever og studerende, at det vigtige og anerkendelsesværdige ikke er kvaliteten af resultatet, men hvor meget man har arbejdet med tingene.

Men her er to simple fakta: Mennesker er så glade for at vise resten af verden, hvad de kan, og hvad de har opnået, at kan de ikke gøre det på den ene måde, vil de givetvis gøre det på en anden. Samtidig vil mennesker uvilkårligt blive bedømt på, hvad man kan se af deres evner, og sker det ikke på den ene måde, vil det ske på den anden.

»Hvis f.eks. karakterer blev helt afskaffet i den allerede underdrejede folkeskole, ville det ikke betyde, at elever ikke længere ville blive bedømt af omverdenen.«


Når for eksempel unge og deres forældre er villige til at betale 50-100 gange mere for en uddannelse på et af verdens bedste eliteuniversiteter, end de kunne slippe med andre steder, er det ikke, fordi de pågældende institutioner er tilsvarende meget bedre. Måske noget bedre, men trods alt ikke så meget. Sagen er derimod, at et diplom fra f.eks. et »Oxbridge« eller »Ivy League«-universitet fungerer som et kvalitetsstempel i forhold til omverdenen. Et signal om, at man formodentlig kan noget ud over det sædvanlige.

Hvis f.eks. karakterer blev helt afskaffet i den allerede underdrejede folkeskole, ville det ikke betyde, at elever ikke længere ville blive bedømt af omverdenen. De ville i stedet bare blive bedømt på noget andet – f.eks. hvor de kom fra. Det ville med garanti også blot øge søgningen til de privatskoler, hvor man fortsat ville have karakterer.

Den slags målestokke vil altid findes, og hvis man tror, at man gavner de dygtige, men socialt dårligt stillede, ved at forhindre dem i at synliggøre deres værdi, gør man dem en bjørnetjeneste.