Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

RUC – vi har et (stort) problem

Kommentaren af RUC’s rektor udtrykker indirekte en socialistisk utopi om et uopnåeligt Arkadien, hvor alle er ens, alle vil hinanden det godt, og alle kan det samme.

Hovedindgangen til RUC. Arkicfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Efter at have læst RUC-rektor Hanne Leth Andersens (HLA) kommentar i Berlingske 23. september »Motivation skaber store resultater«, blev jeg grebet af den dybeste forstemthed. Efter at have læst halvdelen, havde jeg stadig et smil på læben, idet jeg naturligvis gik ud fra, at der var tale om en komisk tale til årets revy på Blågaards Seminarium, der ironiserede over ’90-ernes og ’00-ernes værste, fluffy, meningsforladte, pædagogiske bullshit-lingo, eller, at man havde anbragt det forkerte billede og signatur under et manifest fra Kaospiloterne. Men nej. Det stod frysende klart, at indlægget rent faktisk er forfattet af rektoren på et statsdrevet, skatteyderbetalt universitetscenter.

Herefter tænker man: Hvis dette indlæg virkelig er det bedste, der kan præsteres af rektoren på RUC, forstår man bedre, at ens venner, kolleger og bekendte udtrykkeligt har forbudt deres afkom at søge ind dér. Man forstår også, hvorfor ansættende personer i ens omgangskreds, det være sig i offentlige eller private virksomheder, slår korsets tegn for sig, når de ser en ansøgning fra en RUC-kandidat. »De kan jo ikke noget,« er den korte forklaring. Hvis en kandidat fra RUC endelig ansættes, er det, fordi offentlige myndigheder skal antage en vis mængde under løntilskudsordningerne.

Kommentaren argumenterer for at optage en større andel studerende fra kvote 2. Herefter følger en serie postulater fra en postuleret virkelighed, og det kan alle og enhver jo gøre. Beskæmmende er det imidlertid, at der demonstreres en total mangel på didaktisk argumentation, selvundersøgende kritik, videnskabelig stringens, kildeangivelse og rationalitet, og man tænker uvilkårligt: Har rektoren mon selv gået på et (rigtigt) universitet, eller er hun så at sige hjemmedyrket?

Eksemplerne er legio, men jeg tillader mig at fremhæve følgende citater:

 

1) »… basere optag på indre (sic) motivation og undgå at stimulere til overfladisk målopfyldelse gennem karaktergennemsnit.« I en kort sætning formulerer HLA al middelmådigheds credo: Alle, der i tre år på gymnasiet har kæmpet for at tilegne sig stof bedst muligt, lavet de bedste afleveringer og fremlæggelser er – overfladiske stræbere. Faktisk er de perverterede. Derimod forstår man på HLA, at ansøgere, der objektivt har demonstreret, at de mangler modenhed, koncentrationsevne, målrettethed og flid i gymnasiet og derfor har fået lave karakterer, er en bedre, ædlere menneskerace end de sygelige stræbere. Man bør satse på dem.

 

2) »… uden at gå op i, om de rammer plet hver gang, at tænke selvstændigt, kritisk og kreativt.« Igen denne mærkelige modsætning mellem mennesker, der bryder sig om at præstere bedst muligt hver gang, og dem, der er ligeglade. Hvorfor er sidstnævnte mere kreative end førstnævnte? Det er som at sige til en pilot på en Airbus 400: »Henrik, jeg synes ikke du skal gå op i, om du rammer landingsbanen hver gang. Det er simpelt hen for kedeligt. Det er ukreativ, formålsløs repetition. Prøv nu at ramme kontroltårnet eller landingsbanen på tværs næste gang.«

 

3) »Vi er nødt til at genopfinde lysten til at eksperimentere, simpelthen fordi det er vejen til at lære dybt og ægte (violiner), så man kan stoffet og ikke bare har lært det udenad.« Det er sandelig et meget problematisk udsagn, HLA. For mener du, at der er en modsætning mellem at lære udenad og at kunne et stof? Hvor har du det fra? Læseren bedes forestille sig følgende situation: Læseren har en ondartet tumor i leveren. Læseren præsenteres for den kirurg, der dagen efter skal fjerne denne vanskeligt tilgængelige tumor. Lægen: »Jeg havde bare den her dybe indre motivation til at blive leverkirurg, selv om jeg ikke kunne en skid i skolen, og jeg har tænkt mig at eksperimentere lidt kreativt med dig i morgen. Det er okay, ikke? Jeg er ikke alt for stiv i det der med anatomi, for det er jo bare dødssyg, sjælsdræbende udenadslære. Hvad skal man bruge det til? Nå, men vi ses bagefter. Eller måske ikke.«

 

4) »To tænker bedre end én.« Gør de det? Jeg tror ikke, problemløsning er cerebralt additivt. Hvis den ene er normalt begavet og den anden sinke, og de skal løse det samme problem, er jeg da ikke sikker på, at løsningen er den bedst mulige.

5) Resten af kommentaren er sådan set variationer over de samme temaer: Karaktergivning er af det onde. Enhver form for krav til unge mennesker er vederstyggeligt. Studenter, der har gjort sig umage er uegnede.

 

Enhver form for »skel« og »hierarki« er uønsket ifølge HLA. Jeg har så en meddelelse fra virkeligheden: Der er simpelt hen forskel på mennesker, deres evner, forudsætninger og lysten til at realisere deres individuelle potentialer. Og med hensyn til hierarkier er de da i høj grad ønskværdige og nødvendige. Igen bedes læseren forestille sig følgende situation: Dansk kampvognseskadron under heftig beskydning af serbiske nationalister i Bosnien-Hercegovina 1993. Nationalisterne anvender panserbrydende granater, morterer og antitankkanoner. Majoren: »Alle røde enheder søger østpå, og alle grønne enheder søger vestpå i en inddæmmende knibtangsmanøvre.« Herefter udbryder der en kakofoni af divergerende meldinger fra de individuelle kampvognskommandører: »Her er rød 3. Jeg kører ligeud.« »Her er grøn 4. Vi kører hjem til basen,« etc. Det går jo ikke.

Kommentaren udtrykker indirekte en socialistisk utopi om et uopnåeligt Arkadien, hvor alle er ens, alle vil hinanden det godt, og alle kan det samme. Som enhver socialistisk tankegang lider den under en fatal mangel på begrebsliggørelse af Individet.

Her i husstanden er der fem unge mennesker mellem 13 og 21 år. Den yngste glædede sig som en sindssyg til at komme i 8. klasse, for der begynder man at få karakterer. Som hun siger: »Så ved man ligesom, hvor man står.« Er hun så en asocial, ukreativ stræber? Ingenlunde. Hun skriver masser af historier, hun er patruljeassistent hos spejderne, går til atletik to gange om ugen, går til klaverundervisning, og hun er yderst populær og hjælpsom.

Den ældste på 21 læser jura. Han har et gennemsnit på 12 efter det første år. Er han en ukreativ, asocial stræber? Desværre, nej. Han spiller fodbold, går på druk, har mange venner og er en hjælpsom og populær tutor.

Min ældste datter kom ind på journalisthøjskolen som 18-årig, et halvt år før hun var færdig med sin udmærkede studentereksamen. Hun er det mest originalt skrivende menneske, jeg har kendt, og tegner og maler. Og er meget social. Hun begyndte at arbejde, da hun var 14.

Min yngste afsluttede 9. klasse med 21 12-taller. Hun hører Janis Joplin, Jimi Hendrix og The Doors. Hun vil arbejde med græske gadehunde efter gymnasiet. Hun har en enorm omgangskreds, men ja, hun laver også mange lektier.

Kære HLA. Der er ingen kunstig deling mellem at ønske at yde sit bedste, afspejlet i karaktergivning, og i øvrigt at være vellykket på andre af tilværelsens felter. Du er med til at sygeliggøre flid og dygtighed. Og det er på sigt undergravende for alting.

Hanne Leth Andersen er rektor for et universitet drevet for skatteyderes penge. Hun tjener formentlig mellem en og to millioner kroner om året. Begge dele er skandaløse fakta.