Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det kulturløse menneskesyn nærmer sig sin udløbsdato

Jeg er ikke i tvivl om, at de kommende år vil blive præget af det danske og skandinaviske menneskes kamp for at generobre eksistentiel forankring efter så længe at være blevet defineret som et væsen, der er løsrevet fra alt lige fra nationalitet, til kristendom, fædrene kulturel arv og sågar kønnet som skabt virkelighed.

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Sørine Gotfredsen SH Sørine

Der er gennem årene blevet sagt og skrevet meget om det menneskesyn, der voksede frem efter 1968. Og der vil i fremtiden blive sagt endnu mere, for det kommer til udtryk i mange interessante afskygninger. Senest er det sket i forbindelse med den heftigt omtalte SAS-reklame, hvis hovedbudskab er, at der ikke findes noget, der kan opfattes som ægte skandinavisk.

Det hævdes, at alt er grundet i noget, der stammer andetsteds fra, og at vi primært her på stedet er kendetegnet ved evnen til at tilegne os det bedste fra den store verden og bringe det med hjem. Vi ejer altså ikke en egentlig egen kulturel identitet, men befinder os i en konstant flydende tilstand, der hele tiden bestemmes af noget andet. Meget er flygtigt og forbigående.

Denne beskrivelse af menneskelivet i Danmark og Skandinavien har skabt postyr, og mens enhver aggressiv attitude over for de mennesker, der har produceret reklamen, selvsagt er dybt forkastelig, står vi tilbage med opgaven at forsøge at forstå, hvad det hele er udtryk for. Der tales en del om vrede, og den findes unægtelig derude, men samtidig tror jeg, at de stærke følelser er forbundet med noget mere. Der er også en form for sorg på spil, der vidner om, at 1968-menneskesynet i disse år for alvor kolliderer med virkeligheden.

I hele min 52-årige levetid har den danske samtale været grundet i forestillingen om, at mennesket skal sættes frit. Den store frigørelse har været ledestjernen i forhold til både familie, nation, kultur, autoritet og kristendom, og hermed er – som historiker Henrik Jensen formulerer det i sit begavede essay »Pligt« fra 2008 – »den danske stamme blevet individualiseret til ukendelighed«.

Det er dette suverænt individualiserede menneske, SAS-reklamen hylder som et væsen, der ikke skal se sig selv i lyset af en overleveret kultur, der er noget særligt og dermed seriøst forpligtende. I stedet kan den enkelte hele tiden på ny tage farve af det, han eller hun møder på sin næste rejse, og hvor man længe har sværget til troen på, at denne mulighed for konstant at indoptage noget nyt vil føre til mere lykke og mangfoldighed, er det ikke så enkelt. For når billedet af det frie og kulturløse individ virkelig, som det sker i SAS-reklamen, skæres ud i pap for os, føles det pludselig overvældende tomt og dermed også sorgfuldt.

Vi mindes om, hvordan vi kan blive dømt til at fare evindeligt rundt i et rum uden faste konturer og uden rødder forneden, og så opstår længslen efter at være favnet af en mere håndgribelig virkelighed, der ikke blot opløses i tidens globale lufthavnstempo. Mens man i årtier har forestillet sig, at ideologien om den frisatte verdensborger ville føre til en afskaffelse af grænser og dyrkelse af national identitet, viser det sig, at der i lige så høj grad opstår et savn efter netop dette.

Sagen er nemlig, at vi er i færd med at genopdage, at mennesket er et åndsvæsen, der har svært ved at trives i det kulturløse rum, der har været så ophøjet i den fælles bevidsthed i de seneste 50 år i danmarkshistorien. For mens vi alle kan leve med den kendsgerning, at danskerne ikke har opfundet vindmøllen, som reklamen minder os om, har vi til gengæld brug for at mærke en fælles agtelse af noget dybere. Fordi det danske tilhørsforhold bor i hjertet, som H.C. Andersen siger det med ordene i sangen I Danmark er jeg født: »I grønne øer, mit hjertes hjem hernede«.

Set i det lys er det jo påfaldende, at SAS-reklamen ikke seriøst inddrager hverken litteratur, kunst eller modersmål som noget af det, der bestemmer en kultur. Hele den åndelige dimension ved at være fæstnet i verden er fraværende, som den så længe har været det i store dele af vores fælles samtale, alt imens de materielle vilkår i velfærdsstaten er blevet fremhævet som kilde til en slags dansk identitet. Nu er tiden kommet, hvor vi gradvis vil erkende det tomme ved det, og at forkyndelsen af det kulturløse menneskesyn nærmer sig sin udløbsdato.

Jeg er ikke i tvivl om, at de kommende år vil blive præget af det danske og skandinaviske menneskes kamp for at generobre eksistentiel forankring efter så længe at være blevet defineret som et væsen, der er løsrevet fra alt lige fra nationalitet, til kristendom, fædrene kulturel arv og sågar kønnet som skabt virkelighed. Snart vil dette menneske igen bevæge sig den anden vej, for sorgen over at være evigt flydende og evigt løsrevet bliver i længden for svær at bære.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør