SAS-reklamen får Jakob Ellemann-Jensen til at lyde som en kulturløs lufthavnskosmopolit

Har de skandinaviske lande en national identitet? Eller er danskheden blot et sammensurium af forarbejdede impulser fra det store udland? For en liberal lufthavnskosmopolit er svaret enkelt. Lidt for enkelt.

»Hvad er det, folk er rasende over,« spørger V-formand Jakob Ellemann-Jensen efter en shitstorm mod flyselskabet SAS. Ida Guldbæk Arentsen

Engang for ikke så længe siden stod borgerlige kræfter i kø for at forsvare danskheden.

Noget ser ud til at have ændret sig afgørende, for mens socialdemokraternes Rasmus Stoklund ikke var sen til at omtale årets mest omtalte reklame som »nedladende«, kunne den liberale partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) slet ikke få øje på problemet, da SAS i en reklamefilm afviste eksistensen af egentlig national identitet i de skandinaviske lande.