Det kom pludseligt. Som var der en hinde mellem mig og verden. Jeg løb mod nærmeste udgang

Selv når det gælder magthavernes stressproblemer, gribes der i disse år til fortællingen om problematiske strukturer som forklaring på kollektive udfordringer. En forklaringsmodel, der kan forvandle selv de mest personlige udfordringer til et samfundsanliggende, som skal løses strukturelt, fordi strukturerne offergør. Men det er en dybt skadelig tankegang for os som mennesker. Den berøver os den værdighed at have ansvaret for at tage vare på egen skæbne.

»Jeg har stadig ikke noget klart billede af, hvad der præcist udløste min reaktion – for det var ikke fordi, jeg følte mig voldsomt personligt belastet, hverken privat eller arbejdsmæssigt,« skriver Tom Jensen om dengang, han blev ramt af panikangst. Stine Heilmann

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det kom en søndag formiddag for langt over et årti siden. Midt i morgenbord og rundstykker. Pludselig fik jeg en besynderlig fornemmelse i kroppen. Summende, og det var som jeg blev fjern, der var en slags usynlig hinde mellem mig selv og omgivelserne. Jeg rejste mig instinktivt og løb mod den nærmeste udgang, som var en dør til baghaven, åbnede den og kæmpede mig ud for at få luft.