Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Dengang – for nu en hel del år siden – da jeg skulle vælge studium, var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg ville være humanist, eller om jeg ville tage genvejen at blive jurist.
Når jeg taler om »genvej«, skyldes det, at et humanistisk studium dengang stod som noget meget prestigefuldt og vanskeligt, mens jura ansås som mere overkommeligt. Humanister læste i årevis, tusindvis af sider for at blive gode nok til deres fag, mens vi andre trods alt kunne klare os med et bestemt såkaldt pensum, hvor de sider, der blev eksamineret i, var nøje optalt og angivet.
At være humanist var noget, der stod respekt om. Det var ikke noget, man blev ved lidt spredt læsning et par år. Det var et livs dedikation til et eller flere fag, og det begyndte med, at der blev lagt et rigtig solidt grundlag på universitetet. Sådan var det dengang og nogle år endnu. Mine gymnasielærere havde været igennem den hårde skole, og det gjaldt endnu nogle årgange derefter.
Så kom studenteroprøret 1968 og en generation af humanister, der havde en anden tilgang til humaniora. Alt det, der var svært, men som nu engang hører med til at være humanist, skulle væk.
Hvorfor skulle man dog læse islandsk eller oldnordisk, når man bare kunne læse om dansk og nordisk på dansk? Hvorfor dog lære latin, hvis man ville læse romanske sprog som fransk eller italiensk og bare læse moderne tekster og snakke lidt med folk? Hvorfor forstå noget om ældre tysk eller i det hele taget læse et – i nogens indbildning – så svært sprog, når man kan tale engelsk? Eller læse Shakespeare – der er jo danske oversættelser og i øvrigt en masse nyere engelsksproget litteratur at læse? Og hvorfor læse middelalderhistorie, når der er så mange emner fra Besættelsestiden og årene derefter? Og til det kom så et hermetisk sprog og metodediskussioner, der har været med til at isolere humaniora.
Kort sagt meget af det, som var fundamentet for humaniora, nemlig gamle sprog, historie eller det at give sig i kast med de svære tekster, de store forfatterskaber eller emner, der kræver en kombination af kundskaber, gik af mode og en ny indforstået måde at tale og skrive på kom til. Det er der heldigvis ikke så få unge humanister, der har indset, og som derfor stadig kaster sig over de store emner, men generelt er kravene til at få et eksamensbevis på, at man har studeret humanistiske fag, ofte kommet ud af trit med virkeligheden. Humanioras grundlag af stor viden og respekt for lærdom er blevet skemalagt, og det seneste officielle udspil går ud på, at det nok kan klares på fire års studier. Og det uanset, at netop dansk humanistisk forskning nyder stor international respekt.
Regeringens idé om at afkorte studietiden er naturligvis ikke begrundet i en analyse af de humanistiske fag eller overvejelser over, hvilke krav, der bør stilles, men handler om arbejdsmarkedet. En del humanister får ikke arbejde inden for deres fag. Sådan må det nu engang være, når man har nogenlunde frit studievalg. Det må være den enkeltes eget valg, lige som jeg i sin tid valgte jura, blandt andet fordi jeg var bekymret for, om jeg kunne leve op til kravene som humanist. Den bekymring ville jeg ikke have i dag. I dag er jeg bekymret for det prestigetab, som humaniora og humanister har lidt, simpelthen fordi der stilles for få grundlæggende krav, og studietiden for mange er for kort til at tilegne sig det, der skal til for at blive en rigtig humanist.
Så glem alt om kortere studietider. Det er lige det modsatte, der skal til. Stram kravene til humaniora på universiteterne, stil de rigtige adgangskrav i form af sproglige og andre kompetencer, der er nødvendige for at kunne fordybe sig i både de gamle og de moderne klassikere. Giv humaniora prestigen tilbage, og vær ikke bange for, at humaniora måske slet ikke er for alle.
Vi har ikke brug for discounthumanister, men for mennesker, der vil bruge tid på at sætte sig ind i og give kulturarven videre, eller som kan følge med i, hvad der sker med humaniora på internationalt niveau. Det er faktisk sådan, at nogle af de bedste magthavere i årenes løb har indset betydningen af humaniora og støttet humanistiske studier. Det er der, regeringen bør finde sin inspiration, når den taler om universitetet og humaniora, og ikke i smålige regnestykker og målinger.
Ditlev Tamm er juraprofessor emeritus, forfatter og debattør
