Benny Engelbrecht går til modsvar på oppositionen: Beregningerne bag store bededag er solide

»Det er ikke et selvstændigt mål for regeringen at have færre helligdage i Danmark. Det er et mål at bistå ukrainerne, der kæmper mod Putin,« skriver Benny Engelbrecht. Mads Nissen/Politiken

Tomme tønder buldrer som bekendt mest. Det vidner fredagens artikel i Berlingske om, hvor flere oppositionspolitikere fik spalteplads til ganske grove og udokumenterede påstande mod regeringen. Og embedsværket. En forside blev det også til.

Regeringen har vredet armen om på embedsmændene i Finansministeriet, må vi forstå. Pustet effekten af store bededag kunstigt op. Men »det er hverken sådan, jeg som finansminister eller Finansministeriet, arbejder. Punktum,« sagde finansministeren.

Oppositionen kunne vel også lige have taget luft ind og spurgt sig selv:

Hvorfor skulle regeringen bede danskerne om at arbejde en dag ekstra om året, hvis der ikke kom nogen gevinst ud af det? Pynte på regnestykket. Det ville forudsætte, at regeringen skulle have en selvstændig skjult agenda om at genere danskerne mest muligt. Come on.

Det er ikke et selvstændigt mål for regeringen at have færre helligdage i Danmark. Det er et mål at bistå ukrainerne, der kæmper mod Putin. Løfte vores forsvarsbudget, så det udgør to procent af BNP i 2030 og understøtter den finansieringsudfordring, vi har varigt i det danske forsvar. Mens vi samtidig kan sikre Danmark til fremtiden. Forbedre vores velfærd. For os, der er her nu. Vores børn. Og deres børn. Med værdig ældrepleje, meningsfuld skolegang, en robust psykiatri og sygehusvæsen og afgørende klimaindsatser. Det kræver penge. Finansiering. Hænder. Og at vi står sammen om at løfte den opgave. Et af redskaberne er tiltaget med store bededag.

Finansministeriet vurderer, at det vil skabe 8.500 sæt ekstra hænder på arbejdsmarkedet og tre milliarder kroner netto om året. Så er det rigtigt, at Finansministeriet i 2012 lavede en beregning, der tilskrev tiltaget en mindre effekt. Og som har sat de tomme tønder i bevægelse. Men der blev også lavet en beregning, der tilskriver tiltaget en større effekt. Finansministeriet vurderer i dag, at resultatet skal findes et sted i midten. Baseret på mere viden. Det, kan jeg ikke se, skulle være kontroversielt.

Og jeg synes ærlig talt, at oppositionen skulle have mere respekt for embedsværkets faglighed. Det er trods alt den, vi bygger vores fælles land på.

Benny Engelbrecht, finansordfører for Socialdemokratiet

Dronningen kan forhindre afskaffelsen af store bededag.

Alle love skal underskrives af Dronningen, og det er vist endnu ikke sket, at Dronningen har sagt nej til at underskrive en lov, men en gang skal jo være den første.

Derfor beder jeg Dem, kære dronning Margrethe, lyt til økonomer, vismænd, professorer, biskopper, fagbevægelsen og folkemængden, der samstemmende mener, at det er en dårlig idé at afskaffe store bededag. For øvrigt trænger Deres popularitet til et løft efter Deres fiflen med prinse- og prinsessetitler, som en stor del af befolkningen var imod.

Kom derfor danskerne i møde ved ikke at skrive under på den tåbelige lov.

Else Johannessen, Kgs. Lyngby

Kom nu på banen, Sophie Løhde

Fremragende artikel i Berlingske 16. februar, hvor det endnu engang afsløres, hvor svært det er for udenlandske læger og sygeplejersker at få lov til at arbejde i Danmark. 1.660 ansøgninger fra disse faggrupper om at arbejde i Danmark har ventet i flere år på, at sagsbehandlingen går i gang. Det er bureaukrati af værste skuffe og så i en periode, hvor vi virkelig mangler læger og ikke mindst sygeplejersker.

Og hvad svarer de ansvarlige myndigheder: »Vi følger bare reglerne«.

Og hvad svarer vores sundhedsminister, Sophie Løhde (V)? Ingenting. For hun gør lige som de fleste andre af vores folkevalgte ministre, når de får spørgsmål om en dårlig sag: De klapper i, for de har ikke tid til at svare. De har for travlt med andre åbenbart vigtigere sager.

Kære Sophie Løhde og I andre pressesky ministre. Lev nu op til jeres demokratiske ansvar, som i hvert fald omfatter to forhold:

Besvar pressens relevante kritiske spørgsmål i relevante kritiske sager, så vi som vælgere ved, hvor vi har jer.

Og løs så de relevante problemer, som pressen afdækker, i stedet for at gå i flyverskjul.

Artiklen om de urimelige sagsbehandlingstider og bureaukrati omkring udenlandske læger og sygeplejerskers ansøgninger er et fremragende eksempel på, at I ikke lever op til disse to forhold.

Erik Ove, Hørsholm