Kommentatorer

De sad på Gråbrødre Torv og delte en flaske, da Karsten Møller Hansens ven stillede spørgsmålet. Og blev tavs. Det var sidste gang, de sås

Det er ikke den manglende puls eller den manglende hjerneaktivitet, der afgør, om der er liv. Det er lyset i vores øjne.

»Jeg så det. I dine øjne. At det snart ville blive helt mørkt, at det flimrede, at du var træt, at der var noget dybt inde i dine øjne, som ikke kunne skinne mere,« skriver Karsten Møller Hansen om sit sidste møde med sin ven. Soren Bidstrup

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg så dig for sidste gang, da du sad ved et bord på Gråbrødre Torv og drak et glas i aftensolen. Det var lige omkring pinse. Det kan jeg huske. Du var helt bleg. Du var blevet kraftig. Folk gik frem og tilbage. Du var her stadig.

Andre læser også

  • Kommentatorer
    Abonnement
    Christian Marcussen er ikke i tvivl: »Du kan groft sagt ikke være integreret i Danmark, hvis du har værdier som en talebaner«
  • Synspunkter
    Abonnement
    Ungdommens paradoks: Vi elsker deres nytænkning, men klandrer dem for at mangle erfaring
  • Kommentatorer
    Abonnement
    Læn dig tilbage og læs, for det her bliver mærkeligt. Men sådan er verden i 2024