Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Danskerne« og »de andre«, de befængte

Sundhedsstyrelsen anbefalede som bekendt ikke grænselukninger. Man kan lige så godt stoppe trafikken ved Storebælt eller Lillebælt som ved Øresund. Men det er der sært nok ingen, der foreslår.

»(...) det nordiske samarbejde befinder sig på et absolut lavpunkt. Det er kun en ringe trøst, at Norge og Finland har behandlet svenskerne lige så dårligt, som vi har. Oplukningen af landet har været præget af det ene overgreb på den sunde fornuft efter det andet,« skriver Bertel Haarder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

»Tænk, hvis vi møder en svensker på Rhodos!« Sådan udtrykte virolog og professor Allan Randrup Thomsen sin bekymring i anledning af forslag om at åbne grænserne. Ja, uhada! Men hvad nu, hvis vi møder en fra Hjørring? Det var vist betydeligt farligere, da udtalelsen faldt. Ligesom én fra Slagelse er lige så farlig som én fra Malmø.

Jeg er træt af den snak om »danskerne« i corona-sammenhæng. Som om danskere er mindre farlige end andre.

»Frø af ugræs er føget over hegnet«, lyder det i den gamle sønderjyske sang. Den verselinje skal bestemt ikke laves om. Men er corona-smitten også føget over hegnet? Var det ikke danske skiturister, der tog den med til Nordsjælland og derfra videre til os alle? Ifølge Berlingske 30. juni har danskere også båret smitte til både Letland, Island – og Sverige.

Hvad er begrundelsen for at begrænse smitte ved at lukke grænser? Sundhedsstyrelsen anbefalede som bekendt ikke grænselukninger. Man kan lige så godt stoppe trafikken ved Storebælt eller Lillebælt som ved Øresund. Men det er der sært nok ingen, der foreslår.

Ingen magiske grænser

Selvfølgelig kan begrænsninger på borgernes bevægelser og forsamlinger i almindelighed bidrage til at begrænse smitteudbredelsen. Men der er ikke noget magisk ved de nationale grænser. De er i forhold til smitten usynlige.

Det er som den internationale kriminalitet. Den kender ingen grænser. Den bekæmpes ved at samarbejde over grænserne. Og det er præcis, hvad der burde træde i stedet for lukninger af landegrænser. Spørg bare folk i Helsingør og Helsingborg, som har været udsat for slingrende chikane udført af nogle klodsmajorer i Justitsministeriet.

Når tyskerne og danskerne holder ferie i deres egne lande i stedet for hos hinanden, begrænser det jo ikke smitten, hvis smitteniveauet er nogenlunde ens i de pågældende regioner. Det er også svært at se den positive virkning af, at udlændinge på forhånd skal booke seks overnatninger, medmindre formålet er at få folk til at opgive – hvad alt for mange nu gør til stor skade for turisterhvervene.

Der kan være fornuft i at kræve en negativ corona-test. Men hvad skal en stakkels svensker gøre, når der ikke er fri adgang til test i Sverige, og når det i Danmark tager 72 timer at få besked om resultatet? Hvorfor dog ikke samarbejde med Sverige om hurtig-testning (evt. på egen regning) og koordinere og hjælpe hinanden i stedet for at agere, som om »de andre«, dem på den anden side af grænsen, er befængte fremmede, man ikke kan tale med.

Absolut lavpunkt

Som formand for det nordiske Grænsehindringsråd må jeg konstatere, at det nordiske samarbejde befinder sig på et absolut lavpunkt. Det er kun en ringe trøst, at Norge og Finland har behandlet svenskerne lige så dårligt, som vi har.

Oplukningen af landet har været præget af det ene overgreb på den sunde fornuft efter det andet.

Lige så succesfuld indsatsen har været for at få borgerne til at ændre adfærd – det vil vi få varig glæde af – lige så jammerlig har logikken været lige siden. I nedlukningsfasen var der brug for hurtig og kraftig handling. I oplukningsfasen er der ingen grund til at suspendere almindelig parlamentarisk procedure med høring af eksperter og borgere.

Derfor må de enorme bemyndigelser til regeringen nu inddrages af Folketinget. Hvis jeg var regering, ville jeg ganske frivilligt opgive at bruge de nye bemyndigelser. Folketingsbehandling giver bedre tid til høring af sundhedsmyndighederne og bedre indsigelsesmuligheder for sagesløse borgere, der rammes på deres næring.

Derved kan regeringen også undgå at blive beskyldt for magtfuldkommenhed og slippe for at bære eneansvaret for det ulogiske zigzag-prægede kaos, der præger oplukningen.

En sådan normalisering kan forhåbentlig også føre til normalisering af det nordiske og det dansk-tyske samarbejde, så vi kan slippe for den snak om »danskerne« og »dem og os«, som om alle ulykker kommer fra »de andre«.

Hvis vi så også kan slippe for den påberåbte dødsangst, der har skræmt både borgere og folkevalgte og medvirket til gigantiske selvpåførte udgifter, så kan vi måske også normalisere den sundhedsøkonomiske tænkning til fordel for velfærden.

Bertel Haarder er MF (V) og fhv. minister