Når Danmark har klaret sig så godt gennem covid-19-pandemien, så er det ikke vores forældres generation, der fører an i kampen. Det er derimod ungdommen, som har rejst sig og gjort, hvad der skulle gøres, for at vores samfund kan bestå, skriver Leif Donbæk.
Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
På mange måder har vi i Vesten i årtier efterhånden levet i en myte om, at de store kampe har skiftet form. Væk er de store krige, varme som kolde, der definerede vores forældres og deres forældres liv. Det tætteste, vi kom, var krigen mod terror, og det endte som noget, der skete langt væk, hvor vi (bortset fra en årlig parade) kunne ignorere de veteraner, der kom hjem fra krigen.
