Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Forleden gjorde den tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen sig i Kristeligt Dagblad lystig over, at borgerlige i Danmark tilsyneladende overhovedet ikke er enige om, hvad det vil sige at være borgerlig.
For på den ene side er der dem, der hævder, at borgerlighed handler om »frihed til selvbestemmelse«, og at det borgerlige Danmark derfor burde have kæmpet meget mere for lavere skatter og mindre stat i stedet for at give den som skabssocialdemokrater.
På den anden side er der dem, der hævder, at borgerlighed handler om moral, og at det borgerlige Danmarks problem er, at det altid drejer sig om penge og skattelettelser.
Begge dele kan vel ikke være rigtige samtidig? Kan borgerligheden både handle for lidt og for meget om skattelettelser?
Ja, det kan den godt. For det har den altid gjort. Ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. Tilmed går splittelsen ikke alene mellem borgerlige partier, men gennem det enkelte parti.
Striden handler om menneskesynet. Er mennesket godt eller ondt? Er ret eller pligt det vigtigste?
Maksimal frihed eller samfundssind
Som Luther var udspændt mellem Gud og djævel, er borgerligheden udspændt mellem kristendommen og oplysningstiden. Fra oplysningstiden har de borgerlige ment, at mennesket er godt. Hvis der er problemer, er de skabt af ydre forhold, som forhindrer den enkelte i at realisere sig selv.
Alt det, der i kristendommen bliver anset for menneskets dårlige sider, som skal holdes nede, er jo i virkeligheden i et frit samfund bare et plus. Det var derfor, at tidligere biskop Jan Lindhardt kunne skrive en bog om, at middelalderens syv kristne dødssynder er blevet til dyder i det senkapitalistiske samfund.
I en markedsøkonomi er griskhed, utugt, misundelse, hovmod, fråseri, vrede og kedsomhed jo det, der får hjulene til at snurre rundt, så det skal man ikke beklage.
Fra borgerlige, der er børn af oplysningstiden, vil man derfor bestandig høre, at staten skal give folk større muligheder for at leve, som de vil. Staten er sat i verden for at sikre folks rettigheder, ikke bare ret til at beholde flere af deres egne penge, men ret til alt muligt. Som når Mia Amalie Holstein fra Cepos forleden kunne skrive i Berlingske, at det er vigtigt at styrke solomænds ret til børn i lovgivningen.
For borgerlige, der er rundet af kristendommen, er udgangspunktet et andet. Individet er ikke bare godt, det er også ondt. Frihed handler ikke kun om frihed fra ydre tvang. Den handler i lige så høj grad om frisættelse fra menneskets egne laveste instinkter.
Udgangspunktet er, at mennesker trives bedst i fællesskaber, hvor der bliver forventet noget af dem, og hvor staten optræder som normgiver. Politisk skal staten anspore borgerne til at gøre det rigtige for fællesskabet. De voksne skal forsørge sig selv, hvis de kan. Derfor skal arbejdsløshedsunderstøttelsen være lav. De unge skal være flittige i skolen, derfor har vi karakterer. Både voksne og unge skal lade være med at begå forbrydelser, så straffen skal ikke være for mild.
Altså taler disse borgerlige langt mindre om lavere skatter og meget mere om samfundssind. Bertel Haarder kalder de mange skandaler i erhvervslivet for en »moralsk krise« og taler om »grådighed« som en trussel, mens Dansk Folkeparti har kæmpet igennem, at man ikke uden videre kan blive skilt på nettet med NemID, hvis man har børn.
Hvor den ene side af borgerligheden fokuserer på, at staten skal sikre borgerne maksimal frihed, fokuserer den anden side af borgerlige på, at staten skal anspore borgerne til at opføre sig ordentligt.
Intet behov for at opfinde nyt projekt
Som tveæggede tvillinger har pligterne og rettighederne fulgtes ad i hele borgerlighedens historie. Derfor kan man ligeså godt lade være med at bilde sig ind, at genrejsningen af det borgerlige Danmark kræver et valg mellem de to.
Den stramme udlændingepolitik har netop forenet dem, fordi det hverken økonomisk eller moralsk kan forsvares at give adgang til store muslimske befolkningsgrupper, når flertallet efter tre år ikke er at finde på arbejdsmarkedet.
Jørgen Carlsens artikel giver indtryk af, at blå blok tabte valget, fordi borgerligheden var i splid med sig selv. Det er forkert. Blå blok tabte ikke folketingsvalget. Det var rød blok, der vandt det. Befolkningen sagde ikke nej til en stram udlændingepolitik, den sagde ja til klimakamp.
Derfor skal det borgerlige Danmark naturligvis heller ikke til at opfinde et nyt stort projekt.
Så længe dansk økonomi er god, er der ikke umiddelbart andre store politiske dagsordener end klimakamp og udlændingepolitik. Det er dét, borgerligheden må forholde sig til.
