Ane Cortzen: Den lukkede by er det stærkeste symbol på undergang

Den tomme by skaber et tomrum inde i os selv. Vejene, der ligger ubrugt hen som blodfattige, grå pulsårer uden bilernes rytme. De mennesketomme pladser med alt for mange ledige cykelstativer. El-løbehjul sat i mistænkeligt pertentlige rækker. Lyskrydsets meningsløse gestik, der skiftevis byder ingen op til dans. Denne lukkede by er måske det stærkeste symbol på undergang.

»Den lukkede by minder os om, hvor afhængige vi er af hinandens selskab. Hvor få af os, der rent faktisk kunne fungere alene i vildmarken, langt væk fra civilisation og byplanlægning. Vi er sociale dyr,« skriver Ane Cortzen. Oscar Scott Carl

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Vi befinder os midt i en dystopi. Fra almindelig hverdag med aflevering af børnene i institution, en snak med kollegerne i kantinen til småstressede indkøb og måske en biograftur, står livet pludselig bomstille. Væk er alle vaner og rutiner. Tilbage er mærkelige dage, fyldt med frustrationer over at være magtesløs, indespærret og utryg.