Vi kan ikke besejre coronavirussen alene

Danmark tager et historisk skridt ved at lukke grænserne. Det er en ekstremt indgribende beslutning, som synes at være truffet uden sundhedsfaglig begrundelse – og som forhåbentlig hurtigt kan blive blødt op igen.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vindebroen er slået op. Kl. 12 lørdag indførte Danmark den mest vidtgående nedlukning af de danske grænser, vi har set siden Anden Verdenskrig. Dermed har den nye coronavirus, covid-19, i løbet af få uger tvunget os til at sætte store dele af vores samfundsliv i stå og nu også til at gøre op med et af de fineste goder i den moderne verden: muligheden for at rejse frit fra land til land.