Smittefaren har taget en ny drejning i Danmark med en stigning fra 35 til 340 coronasmittede på kort tid. Og allerede efter, at mit punktum er sat, er tallet højst sandsynligt forældet. For prognoserne taler et klart sprog: Antallet af smittede forventes at stige markant. Det er forventeligt, når det er et nyt virus, og den manglende immunitet gør os modtagelige for smitte af stærkt pandemisk potentiale. Myndighederne forbereder sig på 600.000 smittede i Danmark. Statsministeren understregede tirsdag situationens alvor og er kommet med fornuftige tiltag for at inddæmme smittespredningen. Det er et vigtigt og tiltrængt budskab, som ikke har til hensigt at sprede panik, men at give befolkningen et oplyst grundlag til at handle mere forsvarligt og ansvarligt ud fra.
Men intensiveret hygiejne, at undgå den kollektive transport i myldretiden og opdaterede rejsevejledninger til risikoområder er ikke tilstrækkelige initiativer til at forebygge den epidemiske byrde. Vi kan undgå at rejse eller stå for tæt på hinanden i toget. Men smitten foregår bl.a. via dråber fra nysen eller hosten inden for en meters afstand – hvor langt er DSB-sæderne fra hinanden?