»Hvad er problemet,« spørger Michael H. Jørgensen i Berlingske 12. august og argumenterer for at tvinge virksomheder ud af familieejerskab gennem en højere generationsskifteskat.
Ja, deri ligger jo så problemet. Hvis regeringen tredobler generationsskifteskatten, gør de netop det. Og den risikerer at skade velfærdssamfundet, sænke aktivitetsniveauet og sende iværksættertalent til udlandet – før de overhovedet starter med iværksætteriet.
Jeg startede som iværksætter for 15 år siden i en alder af 45 år. Vi har lige siden investeret hver en krone i vækst, nye medarbejdere, produktionsanlæg og produktudvikling. I dag er vi ca. 30 stolte producenter af danske puder og dyner.
Vi holder til i Skive, hvorfra vi eksporterer mere end 70 pct. af produktionen til udlandet. Dog stadig uden vilde fortjenester eller bare udbytte til aktionærerne.
Jeg skal inden for en overskuelig årrække træde tilbage, så virksomheden kan flytte sig på ny og stadig udvikle sig. Så min virksomhed er én af de 23.000, der snart har valget mellem et generationsskift eller et frasalg. Eller har vi?
Virksomhedens overskud er investeret, og vi har ikke flere lånemuligheder. Så vi har ingen penge til at betale afgiften med. Selv en beskeden generationsskifteskat vil gøre et generationsskift umuligt.
Hvis de tredobler beskatningen, vil det være embedsmænd, der suverænt skal give deres subjektive bud på virksomhedens fremtidige indtjening – og derfor hvilken værdi virksomheden skal beskattes efter. Deres gæt afgør, om vi må arbejde videre.
Kan vi ikke bare spare sammen de næste år, så vi har midler til at betale skatten med? Måske. Men så skal vi skære i medarbejderstaben i Skive, begrænse vores salgs- og marketingaktiviteter og holde udviklingen af de fremtidige produkter eller af nye markeder til et minimum. Dø hurtigt eller dø langsomt.
Hvis det blot handlede om min personlige økonomi, kunne jeg jo være fløjtende ligeglad og sælge. Men jeg vil allerhelst se virksomheden fortsætte med en ny person ved roret, så medarbejderne fortsat har noget at stå op til, der giver både mening og identitet. Så der bliver bygget videre på det, som vi har opbygget.
Hverken regeringen eller de virkelighedsfjerne økonomiske vismænd har tydeligvis forstået den afgørende forskel mellem gevinst og livsværk.
Hvis virksomheden skal overleve, vil de derfor tvinge os til at forsøge at sælge. Er det virkelig så god en løsning?
Lad os se. Jeg ser helst, at virksomheden bliver på danske hænder. Lidt nationalromantisk har man da lov at være. Så jeg vil forsøge at finde en dansk køber, og en anden virksomhed i branchen vil nok give den mest favorable pris.
Men de vil helt naturligt købe for at kigge på synergimulighederne, slå en række funktioner sammen og benytte produktionsanlægget til også at fremstille egne produkter.
I bedste fald for køberen kan de reducere antallet af medarbejdere, og i værste fald kan de optage hele produktionen på én lokation et andet sted i landet. Begge løsninger medfører fyringer og færre private job.
Så kunne jeg jo sælge til udlandet, men mon ikke det i sidste ende giver samme resultat – at medarbejdernes job forsvinder, når produktionen flytter til et lavtlønsområde?
Et frasalg er altså hverken optimalt eller ønskværdigt for samfundet.
Forslaget om, at jeg så i stedet kan forære livsværket til en fond, hjælper heller ikke noget som helst. En fondskonstruktion vil binde virksomheden op i komplicerede fondsregler og fjerne alle muligheder for at få nye midler til at fortsætte den udvikling og innovation, vi har praktiseret i 15 år.
Det er direkte fornærmende at tvinge iværksættere til at forære deres livsværk væk ved at afkræve dem en uoverstigelig pris for den virksomhed, de selv har opbygget.
Nej, generationsskiftet er den bedste løsning for alle. Virksomheden kan fortsætte væksten, bidrage med skatter til statskassen og arbejdspladser til lokalsamfundet. Hvis bare det kunne gennemføres uden omkostninger.
En af arvingerne skulle enten tage jobbet selv eller (og mest sandsynligt) ansætte en adm. direktør til at drive virksomheden til næste niveau. Hvis de senere mod forventning skulle have lyst til at sælge virksomheden, så er det kun rimeligt, at de bliver beskattet med indkomstskat, udbytteskat, og hvad der ellers er af skatter.
Men det er dybt urimeligt og helt og aldeles tåbeligt, at generationsskifteskatten skal skade virksomheder og lukke arbejdspladser.
Dét er problemet.
