Troede vi, at corona ville bringe os tættere på vores nærmeste? Fordi vi i lange perioder ikke kunne være sammen med andre end vores nærmeste? Så tog vi nok fejl.

Jeg var til juleselskab med hele familien. Forældre, søskende, deres familier, unge og gamle, hele klanen. Folk krammede, men det var helt forfærdelige krammere. Krampagtige omfavnelser, anspændte og hele tiden med coronasmitten i baghovedet. Den sammentømrede familieklan var alligevel ikke så sammentømret. Der blev spist og hygget og snakket, men noget skilte os ad. Det var kun de allertætteste, som var egentlig tæt på hinanden.