Vanopslaghs åndelige fattigdom plager særligt de neoliberale

Liberal Alliances politiske leder fejler grundlæggende, når han fokuserer på, at alt skal kunne betale sig økonomisk. I stedet skal fokus være på øget livskvalitet.

»Jeg tvivler på, at Alex Vanopslagh sagde ja til at blive politisk leder for Liberal Alliance ud fra en overvejelse om, hvorvidt det kunne betale sig. (...)  Hvis vi mennesker kun gør noget, fordi det kan betale sig, så står det i sandhed skidt til. Det er dén åndelige fattigdom, der skal gøres op med. Det er det neoliberale misfoster, vi skal smide på porten,« skriver Uffe Elbæk. Asger Ladefoged

Liberal Alliances politiske leder Alex Vanopslagh skriver i en kronik i Berlingske 29. oktober, at »velfærdsstaten kun kan overleve, hvis de flittigste, de mest entreprenante, de mest risikovillige og de med den største skabertrang rent faktisk oplever, at det kan betale sig.«

Selvom jeg har set og hørt Vanopslagh sige mange interessante ting, er der noget helt grundlæggende galt med den sætning, som vidner om lige præcis den åndelige fattigdom, som han selv har sat sig for at bekæmpe.