Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på debat@berlingske.dk.

Ugens tal: Uligheden stiger og vi bør juble

De seneste tal for fordelingen af indkomster i Danmark viser, at uligheden stiger. De rige bliver rigere, og de stikker af fra danskere med de laveste indkomster. Men der er en grund til at juble, for stigningen skyldes, at der kommer flere i arbejde, og at renterne fortsat er rekordlave. Danmark er stadig et af de mest lige blandt vestlige lande.

Uligheden stiger, og det har den gjort stort set uafbrudt de seneste 20 år, bortset fra perioden lige efter finanskrisen. Det fald er vigtigt at registrere, for i den periode blev samfundet fattigere, flere blev arbejdsløse og formuerne svandt som dug for Solen.

Nu er samfundet blevet rigere. Flere er i beskæftigelse, markant færre er på offentlig forsørgelse, formuerne er steget med stigende aktiekurser, lave renter og højere boligpriser, som har fået friværdierne til at eksplodere.

Dansk økonomi er blevet betydeligt stærkere, og det økonomiske frirum er udvidet. Det skal med, når vi fokuserer på den såkaldte gini-koefficient, som er det mest udbredte mål for ulighed. Den danske gini-koefficient landede på 29,3 pct. i 2017 – en stigning fra 29 procent i 2016. Gini-koefficienten måler indkomstfordelingen i et samfund. Det betyder, at alle kan få en højere indkomst og større formue, men hvis de rigeste rykker hurtigere end de med de laveste indkomster, vil gini-koefficienten udvides. Når huspriser og aktier stiger, vil det gavne de mest velhavende, men er altså ikke i sig selv et udtryk for, at de fattigste er blevet fattigere.

Alligevel bliver gini-koefficienten ofte omdrejningspunkt for en politisk diskussion om fordeling af goderne. Det skete  for et år siden, da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, ved Folketingets åbningsdebat gik på talerstolen med en såkaldt vedtagelsestekst, hvor en samlet opposition ville pålægge Lars Løkke-regeringen at mindske uligheden og bekæmpe fattigdommen.

Det er vanskeligt ikke at have sympati for forslag, der bekæmper fattigdom, men kernen er, at det ikke skal gøres med afsæt i gini-koefficienten. Den bedste måde at bekæmpe fattigdom på er at få flere i arbejde, og det er netop lykkedes  gennem omfattende arbejdsmarkedsreformer.

Bekæmp fattigdom med job

Dykker vi ned i gruppen af lavtlønnede danskere, springer det i øjnene, at der er kommet flere studerende efter finanskrisen. De vil i en periode være lavtlønnede, men kun kortvarigt, fordi de uddanner sig til en plads på arbejdsmarkedet. En anden forklaring er, at der er kommet flere indvandrere og flygtninge, som står uden for arbejdsmarkedet.

Den bedste måde at bekæmpe fattigdom på er at skabe en stærk økonomi med en vækst, der sikrer arbejdspladser i fremtiden. Der skal jo helst være et job, når de studerende er færdiguddannede. Tilsvarende vil det være til gavn for dansk økonomi, hvis vi evner at integrere nyankomne borgere på arbejdsmarkedet.

»Det seneste årti har sigtet været at stimulere væksten og udbuddet af arbejdskraft. Det er vanskeligt at se et alternativ til den vej.«


Det eneste alternativ til et robust arbejdsmarked, hvis uligheden skal mindskes, er en omfordeling af formuerne, og der kender vi redskaberne: Skattestigninger, som flytter formuer fra dem, der er i arbejde, til dem, som er uden for arbejdsmarkedet.

Resultatet vil være, at det bliver mindre attraktivt at blive en del af arbejdsmarkedet. Den vej kan ikke anbefales. Vi har netop nu en af de sundeste økonomier i Europa. Danmark har om nogen valgt at gå reformvejen for at øge arbejdsudbuddet. Det seneste årti har sigtet været at stimulere væksten og udbuddet af arbejdskraft. Det er vanskeligt at se et alternativ til den vej.

Nok skal vi som samfund ikke tabe store befolkningsgrupper, men vi har stadig et af de mest lige samfund i Europa, og er på ingen måde i nærheden af amerikanske tilstande. Ulighedsdebatten bør derfor indsnævres til, hvordan vi løfter de grupper, som er mest udsat. Det er muligt, at der er nogle grupper, som arbejdsmarkedet ikke kan rumme, men forsøget skal gøres, for jo flere, der bidrager til samfundsøkonomien, des bedre muligheder er der for at hjælpe dem, som er i nød.