Professor Michael Gøtze er i Berlingske 19. juli kommet med en kras kritik af undersøgelseskommissioner. Kritikken går både på selve undersøgelsesformen og på de hidtidige undersøgelser.
Jeg har selv været medlem af en undersøgelseskommission (den om SKATs behandling af Stephen Kinnocks skattesag) og har også blandt andet gennem deltagelse i Bo Smith-udvalget beskæftiget mig med problemstillingen.
Kritikken af undersøgelsesformen forstår jeg godt. Undersøgelseskommissioner er gode til at kontrollere ministerierne, og de har en sund generalpræventiv effekt på forvaltningen. Men de er både dyre, langsomme og uegnede til at afdække systemfejl.
Det er imidlertid sigende, at Gøtze selv opgiver at komme med konkrete forslag til et bedre alternativ. Desværre er det endnu ikke lykkedes nogen at finde en undersøgelsesform, der tilfredsstiller alle de tre grundlæggende krav til en sådan undersøgelse, nemlig 1) at man afdækker sandheden, 2) at undersøgelsen sker på en måde, der respekterer de involverede embedsmænds og politikeres retssikkerhed, og 3) at den afsluttes tilstrækkeligt hurtigt. Lidt forenklet kan man sige, at den nuværende lov sikrer 1 og 2, men ikke 3, og at parlamentariske undersøgelser vanskeligt kan gennemføres så neutralt, at de opfylder 1 og 2.
Til gengæld er der efter min opfattelse intet belæg for Gøtzes kritik af, at kommissionerne er unødigt forsigtige.
Som dommer undrer det mig lidt, at en professor kan hævde, at fordi ingen kommission »er kommet frem til noget dramatisk«, må kommissionerne være uvillige til at slå ned på fejl og forsømmelser. En sådan slutning kan man kun drage, hvis man begynder med en forudindtaget mening om, at nogen da må have gjort noget forkert.
En undersøgelseskommission nedsættes imidlertid for at finde ud af, om der er begået lovbrud. Det »mønster«, som Gøtze taler om, peger derfor ikke nødvendigvis på, at kommissionerne er milde. Det kan lige så vel afspejle, at der rent faktisk ikke blev handlet ulovligt i de pågældende sager. Faktisk kan man med bedre ret hævde, at de mange undersøgelser viser, at virkeligheden i centraladministrationen ikke er så slem, som Gøtze hævder, når han taler om »myten om« Danmark som retsstatens land.
Det er i øvrigt ikke så underligt, at kommissionerne indtil nu kun har udtalt, at embedsmænd har overtrådt lovgivningen. Den nuværende lov afskærer nemlig undersøgelseskommissioner fra at udtale sig om, hvorvidt en minister har handlet ulovligt, og overlader det til Folketinget at drage de retlige konklusioner heraf. Om den begrænsning så er velbegrundet, er straks en anden sag.
