Den mærkelige sommer har gjort, at jeg har min sidste konfirmation søndag. Jeg er vild med de der konfirmander. De er det bedste ved mit arbejde. Jeg er en mangelfuld underviser, de er derimod imødekommende, godt selskab. Der er ingen længere, der skriver Jesus er bøsse, ingen der ryger tjald nede bag kapellet, ingen har stjålet kirketjenerens knallert, og vi er endda på Amager.
Engang var oprøret at nægte at blive konfirmeret, i dag er det at blive det. Jeg møder ikke andet end unge piger og drenge, der gerne vil gå til præst. De er alle forskellige, men har også én ting tilfælles; de søger efter et sted at høre til. Noget der er givet på forhånd. Dybt i dem findes en længsel. Ikke efter at komme ud, men hjem. I de her år skinner den så tydeligt i deres rastløse søgende øjne.
