Lene Funch, Hellerup, beder mig i Berlingske søndag om at redegøre for, hvordan jeg i alverden kan mene, at præsident Trump vil være en bedre leder for USA end Joe Biden.

Jeg kan godt forstå, at Lene Funch er modstander af Donald Trump og alt hans væsen. For det er resten af Danmark jo også. Før præsidentvalget i USA i 2016 blev der foretaget meningsmålinger i en række lande uden for USA for at se, om et internationalt publikum ville foretrække Hillary Clinton eller Donald Trump som ny præsident. Clinton blev støttet af 90 procent af de adspurgte danske stemmer. Og det kunne næppe være andet. Danmark er et socialdemokratisk samfund uanset hvilket parti, der er ved magten, og USAs Demokrater er det nærmeste, vi kommer på et socialdemokratisk parti. Danmark er Clinton-land.