Det skuffer mig dybt, at omtalen af bedrageriet vedrørende 111 millioner kroner gennem næsten 20 år udelukkende handler om, hvad pengene måske er brugt til. Ikke ét ord om, hvem millionerne ret beset er stjålet fra. I realiteten er det jo mine penge, hestedamen har stukket til side til sig selv. Mine penge og penge fra alle de andre, som – aldeles ufrivilligt – har måttet tåle, at satspuljemidlerne bliver hentet i reguleringen af vores folkepension og andre overførselsindkomster.
Mia Amalie Holstein udtrykker det krystalklart i Berlingske 13. oktober: »Satspuljen burde være afskaffet for længst. For satspuljen er – og har længe været – en gavebod, hvor vi hvert år uddeler milliarder af kroner til hundredvis af projekter uden den fjerneste idé om, hvorvidt disse skattekroner har den tiltænkte effekt«. Og: »Stod det til mig, blev pengene straks ført tilbage til den almindelige finanslov«.
Den idé er ikke ny. »… Fremover bør de projekter finansieres på almindelig vis over finansloven, så alle er med til at løfte den sociale indsats, frem for at det kun er dem på overførselsindkomst,« sagde Harald Børsting til Berlingske Tidende 19. oktober 2007. Jo. Det er 11 år siden!
Ikke nok med det: »Satspuljen får let karakter af at være lommepenge, som ministrene kan strø om sig med. Men jeg tvivler på, om der ville være flertal for at give penge til alle de hidtidige projekter, hvis de indgik i en almindelig finanslovsdebat,« sagde Børsting videre. Satspuljemidlerne skal i henhold til loven anvendes til »foranstaltninger (…) med henblik på forbedring af vilkårene,« men bruges i vid udstrækning til dækning af driftsudgifter i stedet for.
Hører hjemme i en bananrepublik
Jeg er skuffet. Og vred. For satspuljen henter ca. 16.000 kr. om året fra den lovfæstede regulering af min og min kones folkepension. Formålet med satspuljeordningen er helt i orden, men projekterne burde selvsagt finansieres på almindelig vis over finansloven. Også selv om vi så skal betale over skatterne. Den nuværende ordning forekommer simpelthen at høre hjemme i en bananrepublik, hvor ministrene og deres embedsmænd (og -kvinder) helt ukontrolleret kan strø om sig med vores pensionskroner.
Birgitte Klintskov Jerkel argumenterer i Berlingske 13. oktober for bevarelse af satspuljemidlerne, med at: »Formålet med ordningen er at forbedre vilkårene for de svage grupper i samfundet, så midlerne placeres, hvor de gør størst gavn.« Fint nok. Men hendes synspunkt: »I stedet for at smøre et tyndt lag hjælp ud på alle, foretrækker jeg at fokusere hjælpen, hvor behovet er størst,« forekommer at være ynkeligt.
I Berlingske 14. oktober hedder det: »Ifølge regeringen er der et råderum – forventet overskud på statsbudgettet – svarende til 27,5 mia. kroner frem mod 2025«.
Måske kan der så blive råd til – på korrekt vis via finansloven – både at tilgodese satspuljen med den/de sædvanlige milliard(er) og til at regulere overførselsindkomsterne i henhold til gældende love, uden fradrag.
