Kære forældre. I den kommende tid står mange af os forældre for hjemmeundervisningen. Det kan blive sjovt, lærerigt og udfordrende. Nogle børn vil have brug for ekstra støtte, og alle forældre vil gerne gøre det godt, men det kan være vanskeligt at få det hele til at gå op. Her kommer syv tips, som kan lette hjemmeundervisningen og motivere dit barn.
1. Skab en struktur
Mange børn har brug for en tydelig struktur, genkendelighed og forudsigelighed. Hjælp derfor dit barn med at skabe gode rutiner og overblik over fjernundervisningen. Sørg for, at dit barn ved, hvad han/hun skal lave, i hvor lang tid, og hvordan det skal laves. Lav eksempelvis et ugeskema, hvor dit barn kan se, hvornår I spiser morgenmad, hvornår de skal lave skolearbejde, og hvornår der er pauser. Start eksempelvis dagen med et »tjek-ind« – hvad husker jeg fra i går, hvad vil jeg gerne lære i dag m.m. Og slut dagen med et »tjek-ud« – hvad har jeg lært i dag, hvad har udfordret mig m.m.