PostNord nedgør Dannebrog med deres nye frimærker

Som led i fejringen af Dannebrogs 800 års fødselsdag har PostNord udgivet en serie frimærker med Dannebrog. Hvor hyggeligt det end er, så emmer frimærkeserien af åndløs overfladiskhed.

»Er det virkelig Dannebrog – et hyggeligt symbol på fest og lagkage?« skriver Morten Messerschmidt om PostNords nye frimærker. Motiverne er skabt af grafisk designer Ella Clausen, PostNord.

Dannebrog er noget særligt. Ikke blot for os som folk, der fra myte til hverdag har de rød-hvide farver med i bagagen. Men som flag er Dannebrog noget særligt.

For mens de fleste landes flag er synonym med staten, så er Dannebrog folkets flag – ikke kun magtens. Derfor vajer Dannebrog ligeså naturligt fra Amalienborg og regeringsbygninger som i kolonihaver og til gadefester. Det er nemlig mere end blot et flag. Med Axel Juels ord »ikke din og ikke min, men hele folkets evighed«. Et slægtskab, der ejes af ingen – og dermed af alle.