Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Dannebrog er et meget smukt flag. Dannebrog er mit flag. Det har det altid været. Men jeg er nok ikke den eneste, der efterhånden har fået blandede følelser ved synet af vort stærkeste nationale symbol. På godt og ondt holder jeg af mit fædreland, men er blevet alt for varsom med at eksponere de stærke følelser, fordi Dansk Folkeparti meget dygtigt er lykkedes alt for godt med at gøre Dannebrog synonymt med deres alt for snævre udgave af kærlighed til Kongeriget.
Tider skriger på, at vi - det visuelt tavse flertal - generobrer fanen fra provinsfrustrationens og nationalromantikernes feltherrer.
Kom, lad os nu - vi udgør trefjerdedele af befolkningen - demonstrere, at vi vil et andet Danmark end det, de broderer på i Thyregod.
For et par år siden iscenesatte DFs Marie Krarup sig selv draperet i Dannebrog på Christiansborg. Et stærkt fotografi, som besynderligt sjusket lod hånt om flagreglerne, fordi en del af den rød/hvide dug lå på gulvet som et kjoleslæb. Lad os svare hende og Tulle igen ved at poste lignende fotografier af os selv med vores flag med inskriptionen: Dannebrog er mit flag!
Jeg håber og glæder mig til at se Pernille Skipper, Karsten Hønge, Carolina Magdalene Maier, Christina Egelund, Sofie Carsten Nielsen, Mai Mercado og måske oven i købet selveste statsministeren deltage i denne manifestation. Mette Frederiksen, Inger Støjberg og Henrik Sass, I må godt stå over denne gang!
Netop for at nuancere, hvor meget forskelligt godt og skidt, der gemmer sig under Dannebrog, har vi i radioprogrammet Cordua & Steno lanceret en politisk selskabsleg, vi kalder for »Den danskeste by i Danmark« (Ja, jeg ved godt, at stavekontrollen går i rødt). Hver uge præsenter vi et bud på, hvilken lille eller stor by, det kunne være. Håbet er, at vi kan diskutere Danmark uden at DF partout skal deltage eller sætte præmisserne for debatten, sådan som det er på Christiansborg.
Naturligvis giver partiets mange mandater stor indflydelse. Men det til trods er det ubegribeligt, at der ikke kan skabes en alliance udenom DF. Der er massiv opbakning i befolkningen til den stramme udlændingepolitik, der føres. De mange problemer, islam har skabt og stadig skaber i Danmark, er forlængst erkendt hos det store flertal, der også tæller flere danske muslimer. Det er i høj grad Søren Krarups og Dansk Folkepartis fortjeneste. Men når det drejer sig om al anden politik, har jeg meget svært ved at få øje på, hvad DF har at byde på, andet end børnefødselsdagspyntede slagtilbud om alt det, partiet ikke vil.
Alligevel tegner det til, at DF selv efter et valgnederlag igen kommer til at bestemme alt for meget, fordi Mette Frederiksen også vil være statsminister for enhver pris. Faktisk har den gæve spejderfører lagt hele sin kalkulerede indignation til rette for at få et ja fra Tulle. Faktisk så voldsomt, at Lars Løkkes kærlighed til manden, der akkurat holder ham på posten, fremstår klædeligt mere afdæmpet. For alle os, der naivt håber, at der for enhver pris findes en vej udenom Thyregod, er det tid til at kippe så meget med flaget, at det bliver set på Christiansborg.
Håber vi ses på SoMe med dit Dannebrog.
