På Vestbredden kom hun tæt på kvinden med de grønne øjne. Men en »forfærdelig« besked på Whatsapp ændrede den historie, hun ville fortælle

Da Anna Yde Vestergaard arbejdede som menneskerettighedsobservatør på Vestbredden, kom hun tæt på palæstinensiske Shireen og hendes familie efter at have hjulpet med olivenhøsten. Det skulle have været en god historie. Men da hun sidder i en bus fra Søndersø til Odense, modtager hun en »forfærdelig« besked på WhatsApp.

»Olivenhøsten er på mange måder en vigtig begivenhed for de palæstinensiske familier. For mange familier er olivenolien en vigtig indkomst, for alle en vigtig ressource i den daglige husholdning,« skriver Anne Yde Vestergaard. Privatfoto

Lad mig fortælle jer om Shireen. Shireen med de strålende grønne øjne. Et af de mest inspirerende mennesker, jeg nogensinde har mødt.

Shireen bor i en landsby uden for Betlehem. Næsten hver weekend kommer hendes brødre og søstre på besøg med deres mænd, hustruer og børn og fylder huset med liv. I november hjalp jeg og mine kolleger som menneskerettighedsobservatører på Vestbredden familien med at høste oliven og blev i løbet af de få dage en del af familien.