Danske forbrugere spiller kinesisk roulette med kemikalier

På trods af omfattende lovgivning om skadelig kemi er realiteten desværre, at den enkelte forbruger i høj grad selv skal navigere uden om kemikalier, der kan være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende. Det kan være svært i en verden med nye typer af nethandel, der sælger ulovlige og potentielt farlige produkter. Der er brug for mere hjælp og oplysning.

»Forbrugernes kritiske sans og mulighed for at træffe oplyste valg er derfor vigtigere end nogensinde,« skriver Winni Grosbøll og Martin Fabiansen. På billedet ses medarbejdere på en kinesisk fabrik, der producerer tøj for e-handelsvirksomheden Temu. Jade Gao/AFP/Ritzau Scanpix

Medierne er fyldt med historier om dårlige og farlige produkter, som danske forbrugere blandt andet køber på udenlandske handelsplatforme som Temu. En ny rapport fra Nordisk Ministerråd afslører, at syv ud af ti produkter købt online bryder kemikalielovgivningen. 

Et billede, der bekræftes af Forbrugerrådet Tænks mange kemitest af produkter købt på udenlandske handelsplatforme, hvor den seneste viste, at 12 ud af 17 jakker indeholdt ulovlige mængder af PFAS.