Økonomiprofessor om flokimmunitet: Hvad venter vi på – en vaccine eller at tre millioner danskere får coronavirus?

Fastholdes den nuværende smitterate, vil det givetvis tage mange år, før sundhedssituationen er stabiliseret, og det virker – set fra en økonomisk synsvinkel – helt uvirkeligt.

De økonomiske udsigter her midt under coronakrisen er noget uklare, så længe varigheden af nedlukningen af store dele af landet er ukendt. En mulig delvis genoplukning af Danmark efter påske er positiv set med økonomiske briller, men det er svært at vurdere, om det er realistisk at tro, at det meste af Danmark snart er tilbage i normalt gænge.

Hovedformålet med den danske strategi er, at sundhedssystemet ikke må bukke under for antallet af behandlingskrævende coronaramte ikke mindst dem, der har behov for intensivbehandling på hospitalerne. I et nyligt afholdt webinar med tre økonomiske professorer fra London, Chicago og Princeton, blev der fremlagt beregninger af, hvordan en coronasmitte kunne tænkes at forløbe i et land, der ikke indførte foranstaltninger af nogen art mod smitten. I deres beregninger ville en kapacitetsmangel på hospitalernes intensivafdelinger kunne medføre en fordobling af antal døde. Det giver derfor god mening, at vi i Danmark har fokus på at undgå at ramme ind i denne kapacitetsbegrænsning.