Nej, jeg er ikke, og har aldrig været fan af præsident Trump. Jeg er fan af USA

Jeg beklager, hvis jeg skuffer Pierre Collignon og andre Trump-hadere, men uanset hvad Trump har skrevet på Twitter eller udtaler for tiden, er sandheden, at Trump principielt har anerkendt den tidligere vicepræsident Joe Biden som den formodede vinder af præsidentvalget.

»At jeg troede, Trump ville vinde, betyder ikke, at jeg er tilhænger af Trump, som Collignon skriver, eller er fan af Trump, som andre påstår. Men jeg indrømmer gerne, at jeg ikke er ligeså begejstret for Biden som denne avis, og jeg frygter, at den næste præsident og de nye ministre ikke lytter til de over 70 millioner af amerikanere, der stemte på Trump,« skriver Naser Khader. Chris Kleponis / EPA / Ritzau Scanpix

Jeg får hård kritik af Berlingskes debatredaktør lørdag 28. november. Pierre Collignon påstår, at jeg er blevet suget ind i en alternativ virkelighed, hvor jeg har mistet evnen til at tænke klart. Det er hårde ord, men jeg trækker ikke min kritik af både danske og internationale medier tilbage.

Påstanden om, at Trump nægter at gå, er forkert. Det er netop en virkelighed, som Collignon er blevet suget ind i ved kun at læse præsidentens pinlige udbrud på Twitter.