Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Min ven blev offer for vanvidskørsel. Hvad vil du gøre ved det, Nick Hækkerup?

Min gode ven blev offer for vanvidskørsel på Langebro midt i hjertet af København. Jeg håber inderligt, at justitsminsteren vil se på strafferammen for at bringe andre menneskers liv og førlighed i fare i trafikken

»Det er 4 uger siden, at jeg mistede et menneske, som har/havde stor betydning for mit liv. I løbet af disse uger er der ikke gået én dag, hvor jeg ikke har savnet. Samtidig er der desværre heller ikke gået én dag, hvor jeg ikke har bemærket vanvidskørsel inde midt i København på vej til arbejde, svømning eller for at hente min søn i vuggestuen,» skriver Jonas Lambæk Thestrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Kære justitsminister.

Jeg bruger normalt ikke min tid på hverken læserbreve eller politik. Men i denne uge ville en af mine bedste venner være blevet 36 år gammel. Det blev han ikke. Så det har været en anden form for mærkedag i dag. Natten til 23. juli sluttede livet pludseligt for ham – blot 35 år gammel. Han blev offer for vanvidskørsel på Langebro midt i hjertet af København, og tiden gik med ét i stå. Det kunne være sket for os alle. Og det kan ske igen. Derfor har jeg et simpelt spørgsmål til dig, Nick Hækkerup, som landets justitsminister:

Hvad er et menneskes liv værd i trafikken? Det spørgsmål håber jeg, at du kan hjælpe med at besvare, så jeg kan prøve at forstå de retslige og juridiske begreber »rigtigt« og »retfærdigt« her i Danmark.

Jonas Lambæk Thestrup Fold sammen
Læs mere

Spørgsmålet vender hele tiden tilbage til mig, så jeg håber, at du kan hjælpe mig med et svar. Jeg vil også gerne kunne svare fornuftigt, hvis jeg en dag bliver spurgt af min afdøde vens børn eller min egen søn. Retfærdighedsbegrebet ud fra et mere filosofisk synspunkt behøver du ikke berøre. Den del blev smadret natten til 23. juli midt på Langebro. Havde der bare været lidt retfærdighed til, var det vandvidsbillisten i Audien, som sad tilbage livløs i sin bil.

Det er fire uger siden, at jeg mistede et menneske, som har og havde stor betydning for mit liv. I løbet af disse uger er der ikke gået én dag, hvor jeg ikke har savnet. Samtidig er der desværre heller ikke gået én dag, hvor jeg ikke har bemærket vanvidskørsel inde midt i København på vej til arbejde, svømning eller for at hente min søn i vuggestuen. Det er desværre blevet en del af bybilledet. Vil vi som retssamfund acceptere disse hensynsløse billister?

»Jeg håber inderligt, at der bliver set på strafferammen for at bringe andre menneskers liv og førlighed i fare i trafikken.«


Politibetjent Henrik Schmeisser bekrev tidligere i august frustrationerne ved vanvidskørsel i »muskelbiler« samt den manglende konsekvens. Han berettede, hvordan han flere hundrede gange i løbet af sine 35 år som politibetjent har oplevet, at tiltalte er blevet væk fra retssagen eller har meldt sig syg. Det er tankevækkende, at vi er kåret som verdens bedste retssamfund, når man tager konsekvens og straf for vanvidsbilister i betragtning.

Jeg håber inderligt, at der bliver set på strafferammen for at bringe andre menneskers liv og førlighed i fare i trafikken. Vi må aldrig svigte de pårørende til tragedier som denne. Og vi må aldrig svigte vores politi, hvis formål er at sikre opretholdelse af offentlig orden. To små drenge skal vokse op uden far. En kone skal leve med sorgen og savnet resten af sit liv. Forældrene i Vestjylland har begravet deres søn. Hvor er det hele forkert.