#metoo: Lov om undervisningsmiljø bør skærpes i forhold til seksuel chikane

Medarbejdere er beskyttet af arbejdsmiljølovens mange bestemmelser, når de er på arbejde. Når studerende går ind på deres uddannelsessted, er de kun beskyttet af få og overordnede bestemmelser i loven om undervisningsmiljø. Det er et problem, siger to professorer ved Københavns Universitet.

»Mest iøjnefaldende var det, at næsten ingen studerende vidste, hvor de skulle gå hen med den slags oplevelser,« skriver Mikkel Vedby Rasmussen og Bjarke Oxlund om sexchikane på de videregående uddannelser. Niels Christian Vilmann

Da Københavns Universitet i 2018 vedtog en ny »Retningslinje for håndtering af krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane«, førte det til ophedet debat både indenfor og udenfor universitetets mure. Som en konsekvens af debatten skete der i 2019 en revision af retningslinjen, så den gældende version ikke alene sikrer et sikkert og trygt miljø, men også sikrer ytringsfrihed og akademisk frihed.

Forløbet viste, at det kan være en stor opgave for det enkelte universitet at formulere retningslinjer med henblik på at skabe og sikre et trygt og sikkert miljø for studerende og medarbejdere. Opgaven er desværre besværliggjort af, at loven om arbejdsmiljø og loven om undervisningsmiljø er meget forskellige. Førstnævnte har ti gange så mange paragraffer som sidstnævnte, og det betyder noget i forhold til sexchikane.